Nu skal sundhedsvæsnet fremtidssikres og det nære sundhedsvæsen styrkes

Publiceret 11.06.2024 Pressemeddelelse

Forperson Dea Seidenfaden

Der er mange gode takter i Sundhedsstrukturkommissionens rapport med anbefalinger fremtidens sundhedsvæsen. Sådan lyder det fra Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden:

”Helt overordnet er det afgørende, at vi lykkes med at fremtidssikre sundhedsvæsnet – herunder at praksissektoren bliver styrket. Vi skal måles på, om vi lykkes med at gribe patienterne tidligere, mere nært og ikke mindst, at de oplever sammenhæng og kvalitet i behandlingen. Psykologerne er klar til at bidrage, og vi håber, at reformen også tager fat på det potentiale, der ligger i bl.a. at investere i den offentlige psykologordning”, siger hun.

I Dansk Psykolog Forening har vi længe været bekymret bl.a. over stigningen i antallet af patienter, der har behov for behandling af psykisk lidelse – og igennem flere år er ventetiderne til psykologbehandling steget og steget. Sundhedsstrukturkommissionen lægger op til, at det primære sundhedsvæsen i fremtiden er fundamentet i sundhedsvæsnet. Dea Seidenfaden opfordrer til, at man i den forbindelse sundhedsreform også vil have fokus på det nære mentale sundhedsvæsen.

”Rigtig mange af os oplever at få behov for behandling af psykiske udfordringer i kortere eller længere perioder igennem livet. Det skal det nære sundhedsvæsen også afspejle. Jeg håber, at man i den kommende politiske sundhedsreform også vil arbejde for, at vi løfter det nære mentale sundhedsvæsen, så patienterne oplever at behandlingen bliver mere tilgængeligt, at ventetiden til psykologbehandling bliver kortere og at der oprettes flere ydernumre, så flere patienter kan komme hurtigere til”, siger Dea Seidenfaden.

Et andet område, Dea Seidenfaden roser i rapporten, er det store fokus på ledelse i sundhedsvæsnet.

”Der ingen tvivl om, at der er en stor ledelsesopgave forbundet med at omstille og fremtidssikre sundhedsvæsenet – og der er meget vi kan lede bedre eller på nye måder. Vi skal turde forandre til det bedre. Vi psykologer er klar til at bidrage i alle sektorer, og vi er enige i, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes og prioriteres. Det kræver ledelseskraft på alle niveauer” siger Dea Seidenfaden.