Artiklen undersøger, hvordan idealer om forældreskab er blevet præget af psykologiske forestillinger om introspektion og coaching i det 20. århundrede. Med afsæt i analyser af tre nyere forældreskabsbøger fra tre danske skribenter, Jesper Juul, Sofie Münster og Per Schultz Jørgensen, undersøger artiklen, hvordan disse psykologiske forestillinger om børns udvikling og opvækst er blevet yderligere betonet i disse tre danske bøger, der har haft en meget stor indflydelse i en dansk kontekst.
I bøgerne er der fokus på, at forældrerollen primært går ud på en regulering af barnets eget (følelsesmæssige) liv samt på idealer om individuel lykke og trivsel. Gennem introspektion skal man kunne kende sig selv, for at kende andre og for at opnå et godt liv. I det, der i artiklen omtales som en følelsesorienteret tid, bliver målet med opdragelse at optimere det enkelte barns lykke, trivsel og robusthed. Her bliver psykologiske coachingteknikker, inspireret af diverse behavioristiske grundantagelser, afgørende for det, der opfattes som et vellykket forældreskab. Opnåelsen af empati og evnen til følelsesmæssig selvregulering ses her som det højeste moralske ideal. I modsætning til dette trækker forfatterne til denne artikel på forskere som Cabanas og Illouz, der har fremhævet viden og retfærdighed som et andet moralsk ideal for børneopdragelse. Her udfordres det psykologiske sprogs dominans, og der sættes andre rammer for opdragelse end individuel selvoptimering.
Artiklens forfattere konkluderer, at de psykologiske idealer for forældreskabet risikerer at skygge for andre typer af idealer. Man kunne fx også hævde det som et ideal, at man som barn lærer at indgå i et fællesskab med andre, i familien og i skolen, uden at den individuelle succes sætter standarden. Det kan nok fordre en følelsesmæssig regulering, men rammerne for dette sættes her i højere grad ud fra et kollektivt ideal. Risikoen ved et (over)-psykologiseret ideal for forældreskab er også, at det kan overse, at andre voksne end forældrene kan få betydning i barnets liv.
Matthiesen, N., & Clement Lund, P. (2024). Parents as psychological coaches. Ethics and Education, 1–18. https://doi.org/10.1080/17449642.2024.2387519
De fleste af os tænker intuitivt, at kreativitet er forbeholdt kunstnere og videnskabsfolk, der skaber originale og banebrydende ideer. Det er der en grund til. Der er nemlig en sandhed i, at kreativitetsforskning i mange år har haft et fokus på individuelle tænkestrategier, genier og studiet af kunstneriske eller videnskabelige frembringelser, og dette har præget vores almindelige forestillinger om, hvad kreativitet er og kan være. Nærværende artikel udfordrer dette fokus, fordi det individualistiske og delvis elitære fokus har givet os for snævre forestillinger om, hvem der er kreative, hvordan, hvornår og med hvem. Inspireret af ny forskning, der undersøger kreativitet blandt ældre, fremhæver forskerne, at kreative sysler, hobbies og i det hele taget det at holde sig i gang som ældre, er afgørende for både velvære og livskvalitet i de sene livsår.
Inspireret af dette er pointen i artiklen, at kreativitetsforskningen med fordel kan vende sig væk fra forestillingen om, at evnen til at være kreativ falder med alderen. Tværtimod tyder det på, at mennesker kan opleve stor værdi i det at være aktive, delagtige i lokalsamfundet og skabende, i køkkenhaven, med strikketøjet eller sammen med andre til kor og i foreningslivet. Kreativitet er med andre ord mere end individuelle geniers bedrifter.
Artiklen er publiceret i et relativt nyt tidsskrift Possibility Studies & Society, hvor toneangivende og nutidige forskere i sociokulturel psykologi udfolder deres tænkning og studier. Det sociokulturelle perspektiv kan netop give nye vinkler på betydningen af kultur og kontekst i studier af kreativitet, og i denne sammenhæng bygges interessante nye broer mellem gerontopsykologi og kreativitetsforskning. Samtidig kunne det pege på håbefulde nye bud på, hvad alderdom er og kan være i en tid, hvor mange flere lever længere.
Adams-Price, C. E., & Morse, L. W. (2024). Creativity, aging, context and culture: Reimagining creativity in everyday life in older adults. Possibility Studies & Society, 0(0). https://doi.org/10.1177/27538699241235247
Pædagogisk-psykologisk rådgivning udgør et kæmpe arbejdsmarked for mange psykologer, og feltets betydning for psykologiuddannelserne i Danmark kan ikke undervurderes. Dette til trods har det ikke været særlig prestigefyldt at beskæftige sig med denne pædagogiske praksis. Det er svært at forske i et omstridt, komplekst og bevægeligt felt. I disse år, hvor universiteterne bevæger sig i retning af et mål om impact eller samfundsmæssig betydningsfuldhed (vi kan af en eller anden grund sjældent finde danske ord for det nye), er det næppe uinteressant for den universitære, akademiske psykologi at beskæftige sig med PPR. PPR må siges at være en meget betydningsfuld praksis for danske børn og unge og deres forældre i en tid med stigende inklusionsambitioner og udfordringer med stigende mistrivsel blandt børn og unge.
Denne nye bog rummer indlæg fra forskellige forskere og praktikere, der beskæftiger sig med PPR, og som er fælles om at ønske en dybere forståelse af praksisnære felter, der kan bidrage til børn og unges trivsel. Samlet set er der i disse år et stort politisk ønske om, at PPR skal bevæge sig tættere på skolens virke, og det kalder på nye praksisformer, hvor kollektive indsatser og nærhedens til skolens praksis ses som en styrke, der kan give indsigt og ståsted for rådgivningen. Efter i flere år at have været domineret af idealer om neutralitet og coaching eller konsultation på afstand, ses nu en anerkendelse af betydningen af lokalt genskab og relationer i feltet, der bygger på professionelt samvær i den levende hverdag.
Centralt i bogens kapitler står et ønske om at gentænke organiserings- og arbejdsformer i PPR. Bogen rummer bidrag fra chefpsykologer, fra kommunalt ansatte samt privatpraktiserende psykologer og fra forskere og undervisere fra en lang række danske universiteter og professionshøjskoler.
Kromann, C.A. & Thomsen, K.T. (2024, red.). Praksisnær PPR. Frederikshavn: Dafolo.
Psykologien har et ambivalent forhold til kvalitative studier. På den ene side har toneangivende psykologiske forskere altid anvendt kvalitative metoder i deres arbejde, og på den anden side har kvalitative studier været forsøgt undertrykt i bestræbelsen på at udvikle psykologien som en videnskabelig praksis.
I denne artikel argumenteres der for, at det er umuligt ikke at generalisere, når man forsker. Når man generaliserer, så er intentionen at beskrive de fælles træk, der gælder for en genstand eller et fænomen. I deskriptiv, fænomenologisk forskning vil man fx beskrive et fænomens fremtrædelsesformer på en ikke-reduktiv måde, så fænomenets essentielle egenskaber står frem. Vi forbinder ofte generalisering med den statistiske, matematiske generalisering, der bygger på numeriske enheder, mens kvalitativ generalisering oplyser om de generelle egenskaber ved et givet fænomen eller en genstand. Hvis der ikke er nok reduktion af fænomenet, så bliver generalisering dog mindre tydelig.
Kvalitative forskere studerer ofte få genstande, personer eller enheder i en kompleks kontekst, hvor der er stor kontekstuel variation. Nogle kvalitative forskere afstår fra at tale om generaliserbarhed, og mener kun, at de kan sige noget om den konkrete enhed, men dette udfordrer denne artikels forfattere. De beskriver, hvordan casestudiet var centralt i revolutionerende arbejde i fysikken hos fx Isaac Newton, Albert Einstein og Niels Bohr, ligesom det var for Charles Darwin, Karl Marx og Sigmund Freud. Individuelle casestudier har endda i perioder været med til at etablere et helt nyt paradigme, når det er lykkes at beskrive de generelle aspekter af et givet fænomen.
Artiklen fremhæver en række kvalitative psykologiske forskningsparadigmers indbyggede og nødvendige almene karakterer og viser, at de hver især har tilknyttet en forestilling om generaliserbarhed, og at dette i særdeleshed er karakteristisk for kvalitativ, psykologisk forskning.
Roald, T., Køppe, S., Bechmann Jensen, T., Moeskjær Hansen, J., & Levin, K. (2021). Why do we always generalize in qualitative research? Qualitative Psychology, 8(1), 69–81. https://doi.org/10.1037/qup0000138
