Psykolog Gitte Rønde er ny forperson i Læger uden Grænser: Læger og psykologer har brug for hinanden

Publiceret 27.09.2024 Af Anne-Helene Merkelsen, journalist

Da Gitte Rønde for nylig blev valgt som forperson for Læger uden Grænser, var det første gang i organisationens historie, den fik en psykolog på posten. Vejen derhen krævede en ændring i vedtægterne og en ildsjæl, der insisterer på, at læger og psykologer er nødt til at supplere hinanden, hvis man vil hjælpe de mennesker, man møder, når katastrofen rammer.
Psykolog Gitte Rønde er ny forperson i Læger uden Grænser: Læger og psykologer har brug for hinanden
Psykolog Gitte Rønde er ny forperson i Læger uden Grænser. Foto: Læger uden Grænser

Psykolog Gitte Rønde er drevet af en stærk retfærdighedssans og en overbevisning om, at man skal hjælpe der, hvor behovet er størst – også selvom man udsætter sig selv for risici.

Sådan har hun haft det, så længe hun kan huske, og når hun ser tilbage, er det mange af de vigtigste tråde i hendes liv, der bliver samlet i posten som forperson for Læger uden Grænser. En post, hun blev valgt til i september 2024 som den første psykolog nogensinde.

Trædestenene blev lagt i barndomshjemmet i Nordenskov i nærheden af Varde, hvor hendes far fortalte historier om bådflygtninge i Vietnam og andre oplevelser fra hans arbejde på skibe og boreplatforme langt væk fra den lille vestjyske landsby.

Siden rykkede virkeligheden helt tæt på, da Nordenskov tog imod flygtninge i midten af 1990erne. På det tidspunkt var Gitte Rønde omkring 10 år gammel og blev veninde med en af de nye beboere.

Gennem sit arbejdsliv erfarede hun hurtigt, at læger og psykologer har brug for hinanden, hvis de vil hjælpe mennesker bedst muligt, og da hun som nyslået cand.psych. forlod Aalborg Universitet i 2011, gik der ikke mere end et år i en praksisstilling, før hun pakkede sin rygsæk og rejste til Asien for at være frivillig på et børnehjem i Nepal. Indtil da havde hun ikke nogen fast plan om, hvad hun ville med sit arbejdsliv.

– Det er altid nemmere at se den røde tråd, når man ser tilbage. Da jeg stod i Nepal, var det nok ikke så krystalklart, som når jeg ser tilbage, men der er ingen tvivl om, at det var på den rejse, jeg fandt ind til det, der var allermest meningsfuldt for mig, siger hun.

Gidsel i Mexico

Tilbage i Danmark tog tankerne form, og inden længe var målet sat for Gitte Rønde. Hun ville udsendes for Læger uden Grænser. Derfor begyndte hun at arbejde på Region Syddanmarks Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, hvor hun også fik sin autorisation, hvilket er et krav for at blive udsendt for organisationen.

Hvert år samlede hun al sin ferie sammen i bunker, så hun kunne rejse til steder, hvor man hverken kan tage tryghed eller sikkerhed for givet – hun var stålsat på at gøre sig relevant for den organisation, hun så som den mest meningsfulde for hende at være en del af. Lige indtil det en eftermiddag i 2016 var tæt på at gå rigtig galt på en bumlet vej i Mexico.

– Jeg sad i en bus med både lokale og turister på vej gennem Chiapas på min videre rejse rundt i Mellemamerika til bl.a. Honduras, da vejen pludselig var blokeret af oprørere. Bevæbnede mænd holdt os som gidsler i bussen og beordrede os til at ringe til vores ambassader som en del af en politisk agenda. Stressniveauet var højt, og jeg bladrede febrilsk i min Lonely Planet for at finde nummeret til ambassaden, husker Gitte Rønde.

Blå bog

Gitte Rønde, 38 år

Cand.psych.aut.

Uddannet ved Aalborg Universitet og har siden 2017 arbejdet i Dignity – Dansk Institut mod Tortur.

Udsendt som psykolog for Læger uden Grænser i 2017, hvor hun har siddet i bestyrelsen siden 2021.

I september 2024 blev hun valgt som forperson som første psykolog i organisationens historie.

Indtil en vedtægtsændring i 2023 har det været et krav, at man skulle være læge eller sygeplejerske for at kunne stille op til posten. Det er nu ændret til, at man skal have en medicinsk eller paramedicinsk profil.

Situationen var tilspidset, og uanset hvor meget hun bladrede, kunne hun ikke samle sig om at finde nummeret. Samtidig var hun udmærket klar over, at sådan en forhandling var håbløs. Situationen blev om muligt endnu mere kaotisk, da militærpolitiet angreb med tåregas. Oprørerne smadrede bussen og satte den i brand, mens de fleste passagerer flygtede ud af bussen og løb væk.

– Oplevelsen fik mig til at reflektere over, om jeg skulle droppe mine planer om at blive udsendt med Læger uden Grænser. Men meget hurtigt tog jeg en velovervejet beslutning om at fortsætte. Det blev tydeligt for mig, hvor privilegeret jeg er, og at jeg føler mig forpligtet til at gøre en forskel der, hvor der er mest brug for det. Den konkrete rejse blev på en måde et billede på den større rejse i livet: Jeg vil ikke lade mig styre af frygten for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Parløb mellem psykologer og læger

Et år senere satte Gitte Rønde sig endnu engang til rette i et flysæde. I mellemtiden havde hun deltaget i de påkrævede kurser hos Læger uden Grænser, og denne gang var det med organisationen i ryggen. Hun var blevet udsendt som psykolog til Etiopien på grænsen til Eritrea, hvor hun skulle lede den psykosociale indsats i en flygtningelejr.

– Her oplevede jeg blandt andet, hvor ekstremt vigtigt det er at arbejde sammen på tværs af fagligheder. Uden logistikere når vi ikke frem til de mennesker, der har brug for os, og uden HR får vores ansatte ikke løn. Også som psykologer, læger og andet sundhedsfagligt personale er vi dybt afhængige af hinanden for at kunne give patienterne den bedst mulige hjælp, for der er ingen sundhed uden mental sundhed, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, siger. Det kræver, at man er nysgerrig på hinandens faglighed og gør en indsats for at forstå hinandens sprog. Det gælder i øvrigt, uanset om man står i et katastrofeområde eller på et hospital i Danmark, siger hun.

Selvom alle var enige om at samarbejde, krævede det alligevel en del øvelse.

– Uanset hvor akut en katastrofe er, så handler det ikke kun om at overleve. Man skal også have håb for at leve et meningsfuldt liv, og man skal have adgang til behandling af både fysiske og psykiske traumer.

Derfor er det vigtigt, at læger og andet sundhedspersonale kan identificere patienter, der har behov for psykosociale indsatser, selv om de kommer med fysiologiske problematikker, forklarer hun videre.

– Fx skal de ikke blot konstatere, at en patient ikke har et hjerteanfald, men også opdage, at det måske er et angstanfald i stedet. Det var noget af det, vi arbejdede med, ligesom vi alle sammen skulle lære at forstå hinandens sprog, fortæller Gitte Rønde.

Hun understreger, at kerneopgaven altid må være at have patienten i fokus, og i det lys finder hun det gode samspil mellem psykologer og læger ekstremt vigtigt. Det nytter ikke noget at stå stejlt på sin egen faglighed uden at lytte til den anden, ligesom det ikke giver mening at rejse til en anden kultur og tro, at man ved alting bedst.

– Langt de fleste medarbejdere i Læger uden Grænser er lokale, og det er vigtigt, at vi lærer om og tilpasser vores indsatser til den kontekst, vi arbejder i. Åbenhed og nysgerrighed gør alle bedre, siger hun.

Opmærksomhed på de tavse katastrofer

Nu er Gitte Rønde kommet i spidsen for den organisation, hun har sigtet efter det meste af sit arbejdsliv. Måske skulle man tro, at målet dermed var nået, men sådan ser hun ikke på det.

– I Læger uden Grænser er der rigtig mange ting, vi gør virkelig godt i forvejen, så jeg kommer ikke med 10 nye ting, som skal vende op og ned på måden, vi arbejder på. Men der er nogle ting, vi kan blive bedre til, siger hun.

Eksempelvis har Læger uden Grænser som neutral og uafhængig NGO mulighed for at være til stede i katastrofer, hvor andre hjælpeorganisationer ikke har adgang. Derfor ser organisationen ting, som ingen andre ser, og det har den en forpligtelse til at råbe højt om, siger Gitte Rønde:

– Jeg tror på, at vi kan blive endnu bedre til at presse beslutningstagerne i Danmark og sætte ting på dagsordenen, der gør, at vi som Læger uden Grænser bedre kan hjælpe vores patienter ude i verden. Derudover kan vi blive bedre til samarbejde på tværs af organisationens forskellige enheder, så vi kan styrke vores fortælling og dermed stå stærkere.

I den forbindelse vil hun bl.a. arbejde for at sikre, at organisationens bestyrelse, udsendte, kontormedarbejdere og frivillige har bedre føling med hinanden – ligesom når de udsendte bliver bedre af at samarbejde på tværs af fagligheder.

– Jo bedre vi kan drage nytte af hinanden på tværs, jo bedre et stykke arbejde kan vi gøre – fra fundraising til den offentlige debat og ultimativt til behandling af vores patienter, siger hun.

Derudover vil hun gøre organisationens stemme gældende i den politiske dagsorden og skabe større opmærksomhed på de katastrofer, der ikke er en del af mediebilledet. Læger uden Grænser har projekter i mere end 70 lande, hvoraf mange foregår uden omverdenens bevågenhed. Fx i Sudan, hvor kampe har sendt millioner på flugt, og hvor tusindvis af børn vil dø inden for få uger, hvis ikke nødhjælpen når frem.

– Bare fordi man ikke har direkte politiske interesser i en konflikt, kan man som land ikke være bekendt at vende det blinde øje til, siger Gitte Rønde.

Selvom hun nu kan kalde sig forperson for den organisation, hun har pejlet efter, siden hun arbejdede på et børnehjem i Nepal, har hun ikke pakket kufferten særlig langt væk. Om et par uger rejser hun til Burkina Faso som udsendt for DIGNITY, hvor hun også arbejder for at gøre den forskel, der satte det hele i gang.

Nyhedsbrevet fra P

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra P og få de seneste nyheder, forskning og psykologfaglige artikler. Du modtager nyhedsbrevet én gang om måneden.