Unge mellem 18-24 år med angst og depression har i den nuværende vederlagsfrie psykologordning ret til gratis offentlig psykologhjælp. Ordningen er dog under så massivt pres på grund af antallet af unge med behov for behandling, at psykologerne i gennemsnit har 29 ugers ventetid for de unge, og en del psykologer har allerede lukket for optag af unge på venteliste.
Samtidig viser flere undersøgelser, at mistrivslen og dårligt mentalt helbred blandt unge har nået et alarmerende niveau og er i massiv vækst. I Den Nationale Sundhedsprofil rapporterer hver 3. unge kvinde og hver 5. unge mand mellem 16-24 år om mentalt dårligt helbred.
”Jeg tror, det er kommet bag på os alle sammen, hvor voldsom og massiv de unges mistrivsel egentlig er, og hvor mange, der rent faktisk har brug for hjælp. Som ung skal man i øjeblikket i snit vente over et halvt år på gratis psykologhjælp, hvis man har angst eller depression. Det er meget lang tid, og den længste ventetid vi nogensinde har set. Lige nu er hele vores fokus og håb, at vi sammen med politikerne, som har vedtaget ordningen om gratis psykologhjælp, kan sikre, at de unge rent faktisk får den hjælp, de er blevet lovet,” siger Dea Seidenfaden, fung. formand for Dansk Psykolog Forening.
Aktivitetstal viser desuden, at presset på unge-ordningen har været så stort, at der allerede i de første tre måneder er brugt 35 pct. af den økonomi, der er afsat årligt i ordningen.
Derfor har Dansk Psykolog Forening været nødt til at varsle ydernummerpsykologerne, at de skal dæmpe aktiviteten i ungeordningen. Dette kan med stor sandsynlighed betyde, at ventelisterne for psykologhjælp til de unge bliver endnu længere, og at en del psykologer slet ikke kan tage nye unge patienter ind resten af året.
Ifølge Dansk Psykolog Forening er der brug for et massivt økonomisk løft af ordningen, og det anslås, at der er omtrent dobbelt så mange unge med behov for behandling, end ordningen kan rumme i dag.
”Jeg tror, at både vi og politikerne har en stærk, fælles ambition om at knække kurven for mistrivsel, og sikre at de unge bliver grebet så tidligt som muligt. Der er behov for yderligere finansiering af ungeordningen, hvis vi skal holde ordningen kørende og sikre behandling uden alt for lang ventetid. Vi håber, at man på Christiansborg vil være med til at finde en løsning til de unge”, siger Dea Seidenfaden.
Graf: Ventetid opgjort marts 2022. Den almene psykologordning og den vederlagsfrie ordning for unge mellem 18-24 år.
For yderligere kommentarer:
Anne Randby Toft, presserådgiver, 24200430
Dea Seidenfaden, fung. formand, 26125896