Jeg er ved et stoppested. Bussen ankommer, og dørene bliver åbnet. Jeg stiger ind og finder en ledig plads. Bussen er halvfuld. En mandlig passager, som står op i midtergangen, stirrer meget intenst på mig.
Det hele forekommer virkeligt, men det er det ikke. For forinden har psykolog Emma Ries udstyret mig med VR-briller, høretelefoner og to controllere – anordninger, som jeg griber om med hænderne. Og jeg er slet ikke ved at køre i en reelt eksisterende bus. Jeg står helt stille i et lokale på Gentofte Hospital nord for København, der er indrettet som et laboratorium. Stedet er en del af Psykiatrisk Center København under Region Hovedstadens Psykiatri. Det er ved at trykke på controllerne, at jeg får fornemmelsen af at bevæge mig rundt.
Emma Ries sidder i samme lokale ved en bærbar computer og styrer begivenhederne i en særlig VR-software.
Anvendelsen af VR (virtual reality) indgår i to store forskningsprojekter, der skal afdække, om denne teknologi kan bidrage til en bedre behandling af personer med psykoselidelser.
Louise Glenthøj er leder af de to forskningsprojekter, og hun er ikke i tvivl. Hun er psykolog med speciale i klinisk psykologi og psykoterapi og lektor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, hvor hun også leder et forskningsprogram om psykoterapi og kognition. Desuden tog hun i fjor en doktorgrad i medicin.
– Vi ser et stort potentiale i VR på basis af patientbeskrivelser og andre foreløbige indikationer, siger Louise Glenthøj, da jeg senere taler med hende.
– VR kan blive en af de store landvindinger inden for psykiatrien, vurderer hun.
De to forskningsprojekter skal begge hjælpe patienter til at møde deres frygt i virtuelle scenarier som led i terapien. Face Your Fears er rettet mod personer med paranoide oplevelser, mens CHALLENGE er henvendt til personer med hørehallucinationer.
– Det unikke ved VR er, at vi sammen med den enkelte kan genskabe virkeligheden på en kontrolleret og individualiseret måde. Vi kan tilpasse scenarierne, så de præcis ligner det, som personen er bange for, siger Louise Glenthøj.
– Og hvis det skulle blive for meget, kan patienten tage headsettet af, siger hun.
Den grundlæggende idé med eksponeringen er, at patienten kan øve sig på de ubehagelige situationer, hvorved disse afdramatiseres.
Tilbage i laboratoriet gennemgår Emma Ries softwaren, som bliver anvendt i Face Your Fears, da jeg er frigjort fra VR-briller og andet udstyr. Der er fem grundlæggende scenarier, som de fleste kender fra deres hverdag, når de er ude blandt andre mennesker: Bussen, supermarkedet, butiksgaden, cafeen og parken. Det ligner ikke danske miljøer én-til-én, da softwaren er hollandsk, men det har alligevel en effekt.
Emma Ries demonstrerer med busscenariet som eksempel, hvordan hun kan justere på en række indstillinger: Antal passager i bussen? Passagerernes placering? Passagertyperne – en fyr i hættetrøje for eksempel? Grundstemningen? Er der andre passagerer, der stirrer på patienten, hvisker-tisker eller har en lusket adfærd? Er der andre passager, der siger noget til patienten – endog noget grimt?
Situationerne kan gøres mere ekstreme i forløbet, som er på 10 sessioner.
Desuden er der i VR-softwaren – kaldet en ”eksponeringssimulator” – mulighed for at lave rollespil i miljøer, heriblandt et ”hjem” og et ”kontor”. I rollespillene er det faktisk terapeuten, som taler, men med en forvrænget, uigenkendelig stemme.
I CHALLENGE-projektet anvendes en anden VR-software. Projektet gennemføres af Region Hovedstaden i samarbejde med Region Syddanmark og Region Nordjylland og det danske softwarefirma Khora.
I CHALLENGE er fremgangsmåden i samarbejde med patienten at skabe en avatar, der så vidt muligt ligner den stemme, som patienten hører. Op mod tre fjerdedele har et klart billede af, hvordan stemmen ”ser ud”.
Også i denne software kan terapeuten justere på diverse parametre, og forløbet er her på syv sessioner.
Louise Glenthøj står for en af de seks workshops på DP’s årsmøde lørdag 27. september. Det er sammen med psykologerne Lise Mariegaard og Fatime Zeka samt repræsentanter for softwarefirmaet Khora. Emnet er brug af VR-teknologi til psykiske lidelser.
I både Face Your Fears og CHALLENGE laver psykolog og patient sammen en målsætning for behandlingen.
I begge behandlinger indgår det ligeledes at give patienten redskaber til at kunne ignorere, når de er i ubehagelige miljøer, og sige fra, når de er i ubehageligt selskab.
I traditionel behandling af personer med psykoselidelser findes der ikke standardiserede, implementerede psykoterapeutiske tilbud, som er specifikke i forhold til symptomerne, oplyser Louise Glenthøj, så meget afhænger af den ansvarlige psykolog. Det hører med, at der er knappe ressourcer i psykiatrien.
Inspirationen til at anvende VR netop i forhold til personer med psykoser hentede Louise Glenthøj og hendes kolleger i Holland og Storbritannien. VR er blevet anvendt bredere i behandlingen af angst gennem 10-15 år.
Med et mål på over 250 deltagere i hvert af projekterne er begge danske studier de største af deres art i verden.
Der er for begge projekters vedkommende tale om lodtrækningsforsøg med en kontrolgruppe. I Face Your Fears får halvdelen af deltagerne VR-terapi kombineret med psykoterapi, nemlig kognitiv adfærdsterapi. Den anden halvdel får kognitiv adfærdsterapi alene. Det hele varetages af Psykiatrisk Center København.
I CHALLENGE får den ene halvdel VR-terapi, mens den anden halvdel får standardbehandlingen i OPUS, som er henvendt til unge, eller i et distriktspsykiatrisk center. Kontrolgruppen er derved ikke så ensartet, og det vil forskerne tage højde for i deres analyse.
Et andet aspekt er medicinering: Forskerne medtager i deres analyse data om medicinering, som helst ikke skal undergå ændringer i behandlingsperioden.
Jeg får også mulighed for at tale med en af patienterne i forskningsprojekterne. Amalie er en 19-årig gymnasieelev fra Storkøbenhavn, som i foråret afsluttede en Face Your Fears-behandling, der inkluderede VR-terapi.
Amalie – det er ikke hendes rigtige navn – beretter, hvordan hendes psykose begyndte med panikangst, der var udløst af en episode, hvor hun i forbindelse med familiens flytning var nødt til at bo i venners hus. Hun vågnede om natten ved, at hunden i rummet knurrede og kiggede sig oprevet omkring. Episoden satte sig fast hos Amalie som en oplevelse af, at hun blev overvåget.
I forbindelse med en senere episode blev hun indlagt på Psykiatrisk Center Glostrup og indledte derpå et OPUS-forløb, og her opstod muligheden for at deltage i VR-studiet.
Amalie siger, at terapeuten til en start demonstrerede, ”hvilke knapper der er, og hvad der kunne ske”. Amalie gennemgik derefter nogle af de scenarier, som udløste mest frygt hos hende. At køre med bussen og tage i supermarkedet. Antallet af mennesker blev øget gradvist, og nogle af dem stirrede på hende eller hviskede. Der var også hjemmeopgaver.
– Jeg lærte, at andre mennesker næppe er opsat på at gøre mig ondt, selv om jeg havde fået det indtryk. At der kunne være masser af andre grunde til, at de gjorde, som de gjorde, siger hun.
Amalie fortæller videre, hvordan hendes paranoia og angst stort set er forsvundet nu. Før behandlingen deltog hun i begrænset omfang i gymnasieundervisningen, hun droppede sport og holdt sig helst hjemme, ”for måske var det noget uden for døren”.
Nu er hun tilbage på fuld tid i gymnasiet, kan tage offentlig transport og gå på café, og hun har fået et fritidsjob i det lokale butikscenter. At kunne opholde sig mindst en halv time i butikscentret var hendes oprindelige mål.
– Hvis jeg er meget træt, kan følelsen af at være overvåget godt dukke op igen, men nu ved jeg, at det blot er en tanke, og jeg er mere fokuseret på, hvad der har udløst tanken, siger Amalie.
Louise Glenthøj siger, at kun meget få deltagere har afbrudt behandlingen med henvisning til VR-teknologien.
– Vi har i begge projekter en klar fornemmelse af, at behandlingen rykker patienterne – nogle selvfølgelig mere end andre, siger hun og tilføjer, at også i CHALLENGE-projekter er der solstrålehistorier som Amalies. Der er patienter, som ikke hører stemmer længere og får et helt andet overskud i hverdagen.
Louise Glenthøj understreger, at det kræver omhu, oplæring og supervision at benytte VR i terapien.
– Det er en meget specialiseret behandling med en kraftig effekt. Vi skal i behandlingen finde et sweet spot mellem ikke at overvælde patienten og ikke at være for tilbageholdende, siger Louise Glenthøj.
Angstniveauet skal være på 70-90 procent.
– Vi skal hele tiden tjekke ind med patienten og være opmærksom på nonverbale reaktioner, såsom at patienten bakker eller forsøger at undgå det ubehagelige, siger hun.
Louise Glenthøj tilføjer, at selv om der er teknologi involveret, bliver der ikke givet køb på den terapeutiske relation. Der er jo hele tiden en psykolog til at forestå sessionerne.
Både Face Your Fears og CHALLENGE omfatter også spørgeskemaundersøgelser, og der bliver gennemført vurderinger af niveauet af symptomer før og efter behandlingerne samt seks til ni måneder senere.
I Face Your Fears bliver ydermere det sundhedsøkonomiske aspekt undersøgt. I samarbejde med sundhedsøkonomer bliver der lavet såkaldte omkostningseffektivitetsanalyser, hvor behandling med VR sammenholdes med traditionel behandling.
Psykiatrisk behandling er generelt forbundet med betydelige udgifter, og der er en forventning om, at VR-terapien koster mindre på grund af sin karakter og effekt, og fordi den sparer mandskab og tid til at opsøge virkelige lokaliteter til at møde frygten.
Louise Glenthøjs forskerhold er cirka halvvejs i forhold til det ønskede deltagertal i de to projekter. Senere følger analysearbejdet. De endelige konklusioner kan ventes i 2024-2025.
– Vi kan håbe, at vi får samlet så meget viden om behandlingen, at behandlingsformen kan iværksættes under supervision i behandlingsenheder i psykiatrien i Danmark, siger Louise Glenthøj til mig.
Ud over Face Your Fears og CHALLENGE står Louise Glenthøj i spidsen for to andre forskningsstudier, der involverer VR.
Det ene projekt har titlen SO-REAL og er rettet mod voksne med social angst. Her suppleres traditionel kognitiv adfærdsterapi med VR-eksponering hos én gruppe, mens en anden gruppe alene modtager kognitiv adfærdsterapi.
Behandlingen foregår ude i psykiatriske behandlingsenheder, hvor behandlingen er ambulant og gennemføres som et pakkeforløb.
Gruppeformatet medfører, at forskerne skal være særligt opmærksomme på, om deltagere påvirkes af andres deltageres oplevelse af VR-teknologien.
Det andet projekt hedder Virtual Leisure og indledes i efteråret på en lukket sengeafdeling i Region Hovedstadens Psykiatri. Plejepersonale får mulighed for at anvende VR-scenarier i arbejdet med patienterne.
Der er aktive scenarier, hvor patienterne i en virtuel virkelighed kan tegne, male og spille spil. Og der er beroligende scenarier, som indeholder meditation, mindfulness og oplevelser.
Formålet er at undersøge, om brugen af VR kan føre til mindre behov for beroligende medicin og tvangsforanstaltninger samt øge patienternes tilfredshed med indlæggelsen.
Louise Glenthøj har desuden søgt forskningsmidler til studier om VR og henholdsvis angst hos børn og unge, spiseforstyrrelse og autisme.
