Psykolog: Bør lige deleordninger være standardanbefalingen?

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger. Den konkrete fagkronik er baseret på artiklen Shared parenting and father involvement after divorce in Denmark udgivet i Frontiers in Psychology 7/11 2023: https://doi.org/10.3389/fpsyg.2023.1223574

Forældrerollen har ændret sig gennem de seneste generationer, og danske forældre deles mere ligeligt end nogensinde om omsorgen for børnene.

Forandringerne afspejler sig dog kun til dels i samværsmønstrene efter brud i parforhold, hvor farens andel af omsorgstiden reduceres væsentligt, og hvor skæve samværsordninger stadig er normen.

I en nylig udgivet artikel i Frontiers in Psychology (Sandberg, 2023) undersøger jeg udviklingen nærmere i forhold til dansk lov/retningslinjer, forskning og konsensuserklæringer fra forskere og eksperter.

Jeg opfordrer interesserede til at læse artiklen i sin helhed og drage egne konklusioner. I denne fagkronik retter jeg fokus på nogle af nøgletemaerne og rejser mere direkte spørgsmål om, hvorvidt tiden er inde til nytænkning på området.

Omsorgsfordelingen i Danmark

I 1960’erne stod kvinder for ca. 90 % af omsorgen for børnene. Det gav derfor god mening, at man betragtede mor-barn-relationen som noget særligt, og idéen om, at børn generelt har én primær tilknytning, kom ikke ud af det blå.

Far-barn-relationen blev set som noget sekundært, der var fint at have, men ikke hvis den kom med en pris (fx konflikt).

Omsorgsfordelingen ændrede sig dog hurtigt, og allerede i 1980’erne stod ca. halvdelen af fædre for en betydelig andel af omsorgen, mens fædrene i dag står for ca. 40-45 % (Bonke, 2009; Bonke & Wiese Christensen, 2018; Sandberg, 2023), hvorfor de fleste børn har en stærk og sund tilknytning til begge forældre (Ottosen et al., 2022, pp. 92–117).

Idéen om én primær omsorgsperson gennemsyrer dog stadig det familieretslige system og har helt op til 2022 været inkluderet i Familieretshusets samværsguide under betegnelsen ”gennemgribende omsorgsperson”.

Ligeledes er det lovmæssige udgangspunkt, at børn efter skilsmisse bor hos én forælder og besøger den anden – altså at de har én bopæl og en skæv samværsordning. Afvigelse fra dette udgangspunkt (via etablering af lige deleordninger) sker primært på frivillig basis, og alt tyder på, at det er samfundsudviklingen, der har drevet ændringer i lov og anbefalinger – med en forsinkelse på 20-30 år – og ikke den anden vej rundt.

Hvor familieretslig praksis og psykologiske anbefalinger for 50-60 år siden flugtede med den samfundsmæssige norm, står vi i dag i en pudsig situation, hvor der ikke er overensstemmelse mellem de to. Selv med Folketingets nye aftale på det familieretslige område, er fokus på barnets ret til begge forældre – ikke på deres ret til lige kontakt (Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2023b).

Situationen er, at standardløsningen/-anbefalingen medfører et betydeligt indgreb i en af barnets vigtige omsorgsrelationer. Teoretisk set kan det tænkes, at dette er for det bedste, og at lige beskyttelse af begge relationer i praksis vil føre til dårligere trivsel.

Det er derfor essentielt at skele til forskningen på området.

Konklusioner fra forskningen

Der er i dag forskningsmæssigt bred enighed om, at den bedste trivsel findes hos børn i lige deleordninger. Dette findes fx i forhold til styrken af familierelationer, risikoadfærd, kognitiv udvikling, fysisk helbred samt generel, emotionel, adfærdsmæssig og skilsmisserelateret tilpasning.

Barnets relation til samværsforælderen er dårligere i skæve ordninger, mens der generelt ikke er forskel mellem lige deleordninger og intakte familier (Baude et al., 2016; Bauserman, 2002, 2012; Berman & Daneback, 2022; Nielsen, 2018, 2021; Sandberg, 2023; Steinbach, 2019).

Uenigheden i litteraturen handler primært om, hvorvidt ovenstående effekter er kausale (eller skyldes at ressourcestærke forældre selv-selekterer sig ind i lige deleordninger), og hvorvidt der er undtagelser fra reglen.

Jeg henviser til min primærartikel for en detaljeret gennemgang, hvor læser selv kan vurdere evidensen for begge positioner, og fokuserer her – af pladshensyn – på nogle af de resultater, der går imod dansk praksis.

I Danmark fremhæves kvalitet-over-kvantitet-argumentet ofte. Argumentet lyder, at forskningen skulle vise, at tiden med samværsforælderen ikke er vigtig – det afhænger af, hvordan den bruges. Det er bl.a. baseret på to metaanalyser (Adamsons & Johnson, 2013; Amato & Gilbreth, 1999).

Et problem er dog, at metaanalyserne undersøger frekvens – altså kontakthyppighed – uden at skele til varigheden af kontakten (en time tæller det samme som en uge) (Fabricius, 2020). Når man i stedet opgør kvantitet som andel tid med samværsforælderen (altså når man fx sammenligner børn, der bor nogenlunde lige meget med begge forældre med børn, der har en skæv ordning) finder man alle ovennævnte positive effekter.

Socialministeriet nævner en række elementer, der kan lægges vægt på, når samværet fastsættes (Social-, Bolig- og Ældreministeriet, 2023a).

Forskere har dog påpeget, at evidensen for flere af disse er forholdsvis svag og ofte faktisk peger i modsat retning. Fx viser en gennemgang af 60 forskningsartikler (Figur 1), at de positive effekter af lige tid også findes i de af artiklerne, hvor man kontrollerer for nogle af forældrenes personlige egenskaber (uddannelse/indkomst), deres indbydes konfliktniveau og forældre-barn-relationen samt når man særskilt undersøger små børn (Nielsen, 2018, 2021).

Børns ønsker

I kvantitative studier rapporterer børn typisk, at de ønsker lige tid.

En artikel finder fx, at det brede flertal af voksne skilsmissebørn mener, at lige deleordninger er bedst for børn (Fabricius & Hall, 2000). Samtidig har de en oplevelse af, at både de selv og deres far ønskede en lige eller næsten lige ordning, men at ordningen er blevet, som mor ønskede (hvilket ofte var en skæv ordning) (Fabricius & Hall, 2000).

Tal fra VIVEs børneforløbsundersøgelse (Figur 2) viser, at 30-40 % af børn i skæve ordninger ønsker mere tid med far (10-15 % ønsker mere tid med mor). Jo mere skæv ordningen er, des højere er utilfredsheden. Samlet indikerer dette, at børn typisk ønsker lige deleordninger, men at deres ønsker – særligt i forhold til kontakt med far – ofte går under radaren.

Konsensuserklæringer

I 2014 erklærede 110 forskere og praktikere (heraf fem svenske, men ingen danske), at delt forældreskab bør være anbefalingen i det store flertal af skilsmisser (men naturligvis ikke, når der fx er tegn på vold, forsømmelse eller overgreb) (Warshak, 2014). Anbefalingen omfattede også skilsmisser med små børn eller konflikt – faktisk blev der henvist til studier, der indikerer, at lige deleordninger beskytter barnet mod negative konsekvenser af konflikt.

Et ekspertpanel bestående af 12 førende internationale forskere erklærede enstemmigt i 2018, at der ikke længere kunne være tvivl om fordelene ved lige deleordninger, bl.a. i forhold til depression, angst, utilfredshed, aggression, alkohol-/stofforbrug, rygning, kognitiv udvikling, fysisk helbred samt familierelationer (Braver & Lamb, 2018).

Flertallet af panelmedlemmerne erklærede desuden, at lige deleordninger bør være det lovmæssige udgangspunkt.

Opsamling

Samlet set tyder det på, at danske skilsmissebørn har betydeligt ringere adgang til omsorg fra begge forældre, end deres jævnaldrende har.

Der er god grund til at mistænke, at dette går ud over både psykisk og fysisk helbred, hvorfor flere tusinde børn årligt sandsynligvis placeres i ordninger, der forringer deres trivsel, og som de ikke selv ønsker.

Modsat virker det ikke til, at skæve ordninger har noget særligt at tilbyde, og den primære risiko ved større udbredelse af mere lige ordninger er, at der ingen effekt vil være. Hvis man ser på erfaringerne, de steder, hvor man har indført en sådan ændring ved lov, har evalueringen været positiv.

Praksis kan dog også ændres på andre måder end gennem ændring af lov eller ministerielle retningslinjer.

Der er et betydeligt spillerum for fagpersoner i det familieretslige system (børnesagkyndige, dommere osv.) til at gøre inden for de nuværende regler: Fx ved at lægge større vægt på, om forældrekompetencerne er inden for normalområdet, når samværet skal fastsættes, og ved at se konflikt og samarbejde som elementer, der skal håndteres uafhængigt heraf.

Det er forståeligt, at man har været afventende i forhold til at gå bort fra et system, der tager udgangspunkt i relationen til én primær omsorgsgiver, men det er værd at huske på, at dette omsorgsmønster ikke har været den samfundsmæssige norm i årtier.

En skæv ordning må i dag betragtes som det største indgreb i eksisterende omsorgsmønstre. Hvis man tager forskningen som helhed i betragtning, virker det sandsynligt, at der i øjeblikket er størst risiko ved fortsat at tøve med at bevæge sig imod en mere tidssvarende praksis.