Lettere behandling til børn og unge i mistrivsel i alle kommuner

Sidst opdateret 18.06.2024 Af Cecilie Melin

Et tilbud i kommunerne skal hjælpe børn og forældre, hvor barnet mistrives i en grad, som påvirker barnets evne til at trives og fungere i hverdagen - uden at mistrivslen er blevet så alvorlig, at barnet er i målgruppen for psykiatrien. DP arbejder for, at tilbuddet om lettere behandling går hånd i hånd med en styrket indsats i PPR. For børns mistrivsel skal altid ses og behandles i sammenhæng med børnenes hverdagsliv, både i hjemmet og i skolen.

Nyt tilbud i 2024: Det lettilgængelige behandlingstilbud lukker et hul i systemet

Nu kommer der endelig hjælp til børn og unge i psykisk mistrivsel eller med symptomer på psykisk sygdom, som ikke er syge nok til at skulle i psykiatrien.

Det nye tilbud lukker et hul i systemet, så der kan sættes tidligere, hurtigere og mere systematisk ind med psykologhjælp til børn og forældre, når børn mistrives.

Tilbuddet placeres i kommunerne med samarbejdsflader til PPR, praktiserende læger og børne- og ungdomspsykiatrien, så der skabes sammenhæng i indsatserne for barnet og familien.

Med det nye tilbud sikres der hjælp til den store gruppe af børn, som mistrives i en grad, hvor der er brug for individuel psykologhjælp til børn og forældre, men som ikke er alvorligt nok ramt, til at være i målgruppen for psykiatrien.

Det nye tilbud skal være gratis, og børn, unge og forældre skal selv kunne henvende sig uden henvisning.

Behov for et lettilgængeligt tilbud

Dansk Psykolog Forening har gennemført en undersøgelse blandt PPR-psykologerne (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) ansat i landets kommuner. Den viser, at:

  • 72 % af PPR-psykologerne vurderer, at børn og familier i dag i lav eller meget lav grad, får tilstrækkelig hjælp til deres psykiske problemer.
  • 70 % af PPR-psykologerne vurderer, i høj grad eller meget høj grad, at et let tilgængeligt tilbud i kommunerne kan bidrage til rettidig behandling af børn og unge med psykisk mistrivsel og/eller symptomer på psykisk lidelse.
  • 56 % af PPR-psykologerne vurderer, i høj grad eller meget høj grad, at et let tilgængeligt tilbud i kommunerne kan forebygge henvisninger til psykiatrien.
  • 94 % af PPR-psykologerne vurderer, at det er relevant at have en tæt koordinering mellem det lettilgængelige tilbud og øvrige kommunale indsatser.
  • 71 % af PPR-psykologerne vurderer, at det er relevant at have en tæt koordinering mellem det lettilgængelige tilbud og den regionale børne og ungdomspsykiatri.
  • 54 % af PPR-psykologerne vurderer, at det er relevant at have en tæt koordinering mellem det lettilgængelige tilbud og almen praktiserende læge.

Fakta om det lettilgængelige tilbud

  • Opbygningen af et lettilgængeligt tilbud til børn og unge i mistrivsel indgik som en af de centrale anbefalinger i det faglige oplæg til 10-års plan for psykiatri og mental sundhed. Anbefalingen blev udmøntet i den politiske aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed fra september 2022.
  • Det nye tilbud er finansieret med 250 mio. kr. om året fra og med 2024.
  • Det nye behandlingstilbud forankres i sundhedsloven, men kan organiseres i sammenhæng med kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) eller børne- og familieafdeling. Der er mulighed for at etablere delestillinger mellem PPR og det lettilgængelige tilbud.
  • Dansk Psykolog Forening har været med til at udarbejde de faglige rammer for det nye tilbud, sammen med en række andre organisationer.
  • Det nye psykologfaglige behandlingstilbud skal være fuldt implementeret i kommunerne i 2025.
  • Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået en aftale om at tilstræbe en maks. ventetid i det nye tilbud. Inden for 14 dage skal man kunne komme til en forsamtale og det tilstræbes at man kan komme til screeningssamtale inden for 30 dage fra den første henvendelse.

Faglige rammer for behandlingstilbuddet

DP var med i den arbejdsgruppe, som i 2023 rådgav Sundhedsstyrelsen om indholdet af den faglige ramme for det nye lettilgængelige behandlingstilbud.

Arbejdsgruppen mødtes løbende og drøftede og kvalificerede udkast, og for DP var det særligt vigtigt i denne proces, at sikre høj faglighed i det nye tilbud.

DP udarbejdede sammen med Lægeforeningen og Børne- og Ungdomspsykiatrisk selskab et forslag til faglig ramme for tilbuddet, blandt andet med inspiration fra STIME, som var med til at inspirere arbejdet i SST.

Særligt vigtigt var det for DP at det endte med, at psykologfagligheden kom til at stå centralt i de faglige rammer, i det det fremgår at screening og behandling i tilbuddet primært bør varetages af autoriserede psykologer, eller psykologer på vej mod autorisation, og i det omfang andre relevante faggrupper arbejder i tilbuddet, skal det ske under psykologfaglig ledelse

De faglige rammer fastlægger

De faglige rammer fastlægger blandt andet:

  • Tilbuddet skal være gratis for brugerne og tilgængeligt i alle kommuner, og børn, unge og forældre skal kunne henvende sig uden henvisning.
  • Ved en forsamtale skal det afklares, om barnet/den unge er i målgruppen for behandling i tilbuddet. Hvis barnet ikke er det, guides der til anden relevant indsats på skolen, i kommunen eller i civilsamfundet.
  • Afklaringen af behandlingsbehovet og selve behandlingen i tilbuddet skal baseres på manualbaserede metoder.
  • Behandlingen i tilbuddet skal kobles til barnets hverdagsliv og skal hænge sammen med kommunens øvrige indsatser.
  • Der skal samarbejdes tæt med den regionale børne- og ungdomspsykiatri.

Elementer i det lettilgængelige tilbud

  • Hurtig vurdering af om barnet/den unge er i målgruppen for lettere behandling, eller om barnet/den unge og familien skal henvises til andre indsatser, enten i kommunen eller i civilsamfundet. Vurderingen foretages af en socialrådgiver.

  • Screeningssamtalen har til formål at identificere barnets udfordringer og funktionsniveau med henblik på at tilrettelægge en passende indsats. Screeningen foretages af en psykolog.

  • Manualbaserede behandlingsforløb, som tilpasses det enkelte barn og kobles til familie/PPR mm. alt efter relevans.

    Behandlingen foretages af en psykolog. Andre faggrupper med relevant efteruddannelse og erfaring kan efter en konkret vurdering også behandle i tilbuddet under psykologfaglig ledelse og med kontinuerlig adgang til psykologfaglig sparring.

    De kan henvise direkte til psykiatrien, hvis behovet viser sig, ligesom der er adgang til at behandlere kan sparre med psykiatrien.

  • Efter endt forløb måles effekt og det vurderes om barnet/den unge har behov for opfølgende indsatser, f.eks. sociale eller pædagogiske indsatser. Alle børn får tilbudt opfølgningssamtaler/boostersessioner.