Psykologer, specialister og specialpsykologers kompetencer, opgaver og beføjelser

Psykologer løser en bred vifte af opgaver fordelt på mange forskellige arbejdspladser, i forskellige sektorer og på mange niveauer i forskellige organisationer. Psykologer har deres virke i privat praksis med eller uden ydernummer, i forskning og undervisning, i organisationer/virksomheder, i PPR og familieafdelinger i kommunerne og ikke mindst i voksenpsykiatrien, børne- og ungdomspsykiatrien og somatikken. Når autoriserede psykologer arbejder i psykiatrien eller somatikken, eller udfører klinisk behandling fx i det nye sundhedsfaglige kommunale behandlingstilbud til børn og unge i mistrivsel, er psykologer sundhedspersoner i sundhedslovens forstand. Det er således ikke en hindring for psykologers status som ”autoriseret sundhedsperson”, at psykologers autorisation er placeret i Socialministeriet.

Psykologers virke er reguleret af psykologloven, offentlighedsloven og sundhedsloven, samt lokale instrukser på et konkret arbejdssted. Se et overblik over de mest almindelige regler, psykologer er underlagt.

Psykolognævnet fører tilsyn med autoriserede psykologers faglige virksomhed. Hvis den autoriserede psykolog arbejder inden for sundhedsvæsenet, suppleres Psykolognævnet af Styrelsen for Patientsikkerhed. Læs mere om klager og instanser.

Her er et nedslag i, hvad psykologer har kompetencer til. Eksemplerne er ikke udtømmende. Der er også et afsnit om lokale variationer.

Psykologer er særligt uddannede til at udføre psykologisk behandling, herunder psykoterapi og psykoedukation. Psykoterapi og psykoedukation anbefales i Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer som enten førstevalg til behandling af mange tilstande og psykiske lidelser eller som supplement til farmakologisk behandling.

Psykopatologisk udredning, herunder diagnostik, er en del af kernekompetencen for psykologer.

Psykologer må således gerne stille diagnoser – diagnosticere – hvis psykologen har ”de fornødne kvalifikationer” til at gøre dette på et fagligt forsvarligt grundlag. Dette gælder som udgangspunkt for alle psykologer, også i privat praksis, og ikke kun for specialpsykologer og specialister.

Udredning og diagnostik er en almindelig del af opgavevaretagelsen for psykologer ansat i psykiatrien, børne- og ungepsykiatrien, ydernummerpsykologer, samt andre psykologer der arbejder med psykopatologisk udredning, fx ved kliniske funktioner i kommunerne.

Specialpsykologer og psykologer som er specialister i f.eks. psykopatologi opnår qua deres uddannelse særlige kompetencer, som gør, at psykopatologisk udredning og diagnosticering er en opgave, de i særlig grad skal kunne varetage, og hvor de ligeledes forventes at kunne supervisere andre fagpersoner heri.

Dette betyder, at psykologer fx i psykiatrien har specialiserede kompetencer i at diagnosticere[i].

Kompetencer i psykopatologisk diagnostisk udredning er også en del af alle specialistuddannelserne, herunder specialistuddannelserne i psykopatologi, klinisk neuropsykologi med børn og unge og klinisk neuropsykologi.

[i] Uddannelsens opbygning – Specialpsykologuddannelsen

Både børn, unge og voksne henvises i stigende grad til psykiatrien med henblik på udredning. De lange ventetider får mange til i stigende grad at søge hjælp hos privathospitaler og hos privatpraktiserende psykologer og psykiatere. I og med at det gælder, at alle psykologer med rette kompetencer kan diagnosticere, er det også muligt for selvstændige psykologer at diagnosticere. Det gælder specialpsykologer, som efter – eller sideløbende med – en karriere i psykiatrien opretter en privat praksis, men også psykologer i den offentlige psykologordning eller i anden privat praksis kan stille diagnoser, og gør det i høj grad fx udviklingsforstyrrelser hos børn og unge, og angst og depression hos unge og voksne.

Klienter kan opleve manglende sammenhæng mellem sektorerne. En privatpraktiserende (special)psykolog kan for eksempel på nuværende tidspunkt ikke selvstændigt henvise til psykiatrien. Psykologer må desuden ikke udskrive medicin. Hvis klienten har brug for medicinsk behandling, så foregår dette i regi af praktiserende læge, psykiater eller i psykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien. I den forbindelse kan klienten opleve, at udredningen bliver efterprøvet/gentaget. Det er dog i dag via ydernummer-psykologernes overenskomst mulighed for at psykologer, psykiatere, praktiserede læger og psykiatrien kan samarbejde om en patient, hvilket bør muliggøre mere sammenhængende behandling fra et patientperspektiv[1].

[1] Ny aftale skal sikre mere sammenhæng for patienterne og kortere ventetid til psykologhjælp (dp.dk)

På sengeafsnit gælder psykiatriloven, og derfor er det ifølge loven sådan, at en overlæge skal være ansvarlig for den behandling, som foregår af indlagte patienter. Autoriserede psykologer er dog altid ansvarlige for den behandling, de selv udfører, også selvom behandling sker på delegation af læge, ud fra ledelsesmæssigt fastsatte instrukser.

I det ambulante regi er der ikke i lovgivningen noget til hinder for, at en psykolog kan have selvstændigt behandlingsansvar. Dog har regionerne flere steder lavet retningslinjer, som siger, at der skal være en overordnet behandlingsansvarlig overlæge, som uddelegerer behandlingsansvar. Dette kan dog være en cheflæge, som således ikke behøver ikke være en overlæge i det pågældende ambulatorie.
Psykologer må gerne lave behandlingsplaner for indlagte patienter i psykiatrien, men det skal ske efter bemyndigelse fra overlægen. Det kan være stor variation i forhold til hvordan denne bemyndigelse sker i praksis. Læs mere om dette i afsnittet ”Lokal og regional variation i hvilke opgaver, psykologer selvstændigt må udføre”.

Udfærdigelse af  er lægeforbeholdt virksomhed med delegationsforbud, så psykologer kan ikke selvstændigt skrive lægeerklæringer. Psykologerne må gerne bidrage til erklæringerne, da lægerne har ret til at bruge medhjælp. Det bør dog fremgå af attesten, hvad psykologen har bidraget med ifølge vejledning om autoriserede sundhedspersonernes benyttelse af medhjælp, som det fremgår af retsinformationen: ”En autoriseret sundhedsperson kan således ikke delegere udfærdigelse af erklæringer til offentligt brug, herunder til politisager, til andre. Erklæringer til offentlig brug skal underskrives af en autoriseret sundhedsperson, for at erklæringen kan have retsgyldighed, jf. autorisationsloven § 20, stk. 2. Det betyder imidlertid ikke, at en autoriseret sundhedsperson ikke kan delegere til en anden at udføre de undersøgelser mv., der ligger til grund for erklæringen. Dette vil dog skulle fremgå af erklæringen i det omfang, det er relevant, jf. bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer § 4” ^[i]. I praksis vil det ofte være den sundhedsperson, der kender patienten bedst, som udfærdiger indholdet i statusattesten. Lægerne skal dog altid underskrive erklæringen og stå fagligt inde for indholdet.

Psykologer kan derimod selvstændigt udfærdige psykologerklæringer. En psykologerklæring har grundlæggende samme funktion som en lægerklæring, idet erklæringen anvendes af kommunen til indhentning af journaloplysninger, hvor der samtidig er ønske om lægens/psykologens vurdering af konsekvenser for den sociale sag. Men med den væsentlige forskel, at når kommunen anmoder om en lægeerklæring, forventes der en lægelig vurdering af patienten, mens der med en psykologerklæring forventes en psykologfaglig vurdering. I psykiatrien vil det i mange tilfælde være psykologen, der kender patienten bedst. I disse tilfælde, kan det være en mulighed at gå i dialog med kommunen om at bede om en bestilling en psykologerklæring, medmindre der specifikt efterspørges en monofaglig vurdering fra en læge. Kommunen beder som regel om en status skrivelse LÆ121, men dette ud fra præcedens, erfaringen tilsiger at en psykologerklæring kan bruges til samme formål.

Psykologerklæringer kan ikke uddelegeres til andre .

[i]  https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2009/115

I både kommunalt, regionalt og privat regi udføres der psykologiske tests, enten som led i udredning og behandling eller som i PPR for at afdække et potentielt behov for specialpædagogisk støtte. Udførsel og vurdering af test kræver specialiseret psykologfaglighed og resultaterne kan have store konsekvenser for de berørte. For en del af disse test gælder det, at de skal administreres af en psykolog for at være gyldige.

Læs om Psykologfaglig testning – regler for administration af tests

Medicin

Psykologer må ikke ordinere medicin eller følge selvstændigt op på medicinsk behandling medmindre dette foregår på delegeret ansvar fra læge. Lægen kan give psykologen en enkeltstående delegation til en bestemt patient og en bestemt dosis af et bestemt præparat eller en rammedelegation som giver mulighed for dosisøgning eller reduktion af et givent præparat, indenfor de rammer lægen har ordineret.

Dog kræver dette, at psykologen som der delegeres til, har den fornødne viden og uddannelse til dette, fx hvis vedkommende er specialpsykolog med erfaring med målgruppen og medicinen. Herudover bør det bemærkes, at det er lægens ansvar at give tilstrækkelig introduktion til den pågældende sundhedsperson.

Tvang

Anvendelsen af tvangsforanstaltninger (tvangsindlæggelse, bæltefiksering, tvangsmedicin) i psykiatrien er reguleret af psykiatriloven, hvoraf det tydeligt fremgår, at psykologer ikke har beføjelser til at ordinere tvang, ej heller på delegation af en læge. Tvang er således en forbeholdt virksomhed, som kun må udføres af læge, som lovgivningen er i dag. Det vil sige, at det er lægeforbeholdt virksomhed med delegationsforbud. I specialpsykologers uddannelse indgår uddannelse i både kriterier for – og formål med – tvangsforanstaltninger.

Der kan regionalt eller lokalt være variation eller lokale instrukser, som kan påvirke psykologers opgaveportefølje, for eksempel i form en lokalt fastlagt instruks eller rammedelegation på den pågældende afdeling. Desuden bruger regionerne psykologer og specialpsykologer forskelligt, hvilket for eksempel kan skyldes traditioner/kultur, lokale forhold eller forskellige strategier fra den administrative eller politiske ledelse. I nogle regioner/på nogle arbejdspladser oplever psykologer og specialpsykologer, at det kan være svært at få lov at bruge deres faglighed fuldt ud, for eksempel i forhold til at udrede og diagnosticere patienter. I andre regioner/på andre arbejdspladser oplever psykologerne i praksis at have mandat til at vurdere en patients symptomer og behandling. Og i andre regioner oplever psykologerne jævnligt at blive bedt om at udføre næsten alle opgaver på delegation af en læge, som måske sidder på en helt anden matrikel.

Der er således meget stor forskel på, hvor meget overlægerne involverer sig i det behandlingsmæssige, udover den medicinske side af behandlingen, og hvordan delegation foregår i praksis. Som de regionale retningslinjer er, arbejder alle psykologer formelt under overlægen/cheflægen, men i praksis arbejder man mange steder meget ligestillet med overlægen omkring patienterne. På nogle afdelinger ser lægen ikke nødvendigvis patienterne jævnligt, og derfor har psykologen i praksis det daglige ansvar for patientens behandling, selv om overlægen har det overordnede ansvar ”på papiret” og naturligvis ansvaret for den medicinske behandling.  Psykologer er dog altid selvstændigt ansvarlige for den behandling, de udøver, selv om ansvaret er delegeret fra ledende overlæge/cheflæge.

Der kan således være regionale eller lokale forhold eller måder at arbejde på, som både kan udvide eller indskrænke psykologens virkeområde.