Hvorfor deltager du på årets generalforsamling i DP?
– Det er tredje gang, jeg deltager i foreningens generalforsamling. Oprindeligt blev jeg hevet med via en flok psykologiveninder. Og jeg tror faktisk ikke, jeg var kommet med, hvis ikke det havde været for dem. Det er en virkelig fed måde at lære DP mere at kende, hvordan hele foreningen er struktureret, hvilke muligheder der ligger i den, hvilket arbejde den reelt gør, og hvorfor det giver mening at være medlem. Og så møder man en virkelig broget skare af medlemmer, der arbejder vidt forskellige steder. Det er meget inspirerende! På nogle af de tidligere generalforsamlinger oplevede jeg, at der var flere debatter og forslag, vi skulle stemme om. Det håber jeg på sin vis, at der også kommer lidt mere af i dag (på generalforsamlingens andendag, red.) Jeg håber at kunne være med næste gang – i 2027 – og jeg kunne godt tænke mig at engagere mig noget mere i foreningens arbejde og at gå sammen med andre psykologer og være med til at udvikle foreningen i den retning, vi ønsker.
Hvad bed du særligt mærke i på generalforsamlingens førstedag (interviewet er foretaget inden andendagen)?
– Det overraskede mig faktisk meget, at forslaget om navneændring (fra Dansk Psykolog Forening til Dansk Psykologforening), så det ville følge retskrivningen, ikke blev stemt igennem med to tredjedeles flertal. Tit bliver jeg overrasket over nogle af de ting, der bliver stemt igennem – eller det modsatte. Ja, og så overraskede dansegulvet mig lørdag aften.
Hvad arbejder du med til daglig?
– Jeg er psykolog i Studenterrådgivningen i København – i SPS-afdelingen (Specialpædagogisk Støtte, red.). Her giver vi støtte til universitetsstuderende, som af forskellige årsager måtte have behov for ekstra støtte gennem deres studietid. Her møder jeg studerende med en bred pallette af diagnoser og udfordringer. Som rådgiver har jeg individuelle studiestøttesamtaler, ligesom vi også har grupper, workshops og opkvalificerer andre støttegivere, fx faglige støttelærere og studiementorer. Målet er at give vores SPS-studerende en støtte, der kompenserer dem tilstrækkeligt, så de kan læse en uddannelse på lige fod med øvrige studerende.
Hvad er du drevet af som psykolog?
– Jeg tror, at det at kæmpe for psykologstandens arbejdsforhold, arbejdsvilkår og lønninger hænger rigtig meget sammen med det at kæmpe for, at mennesker får den hjælp – eller rettere psykologhjælp – de har brug for. Jeg tror, at mange psykologer er ramt på deres trivsel, fordi de er i nogle jobs, hvor de oplever, at dem, de gerne vil hjælpe, egentlig ikke får den hjælp, som de burde få. Enten at de ikke får nok hjælp, de ikke får den tidsnok eller tilstrækkeligt kvalificeret. Tingene hænger sammen. Vores trivsel kan blive udfordret, fordi de mennesker, vi skal hjælpe, ikke helt får den hjælp, som vi kan se, at der er behov for.
Hvad er ifølge dig det vigtigste, psykologstanden står over for frem mod næste GF om tre år?
– I forhold til vores fagforening oplever jeg, at en del psykologer primært er medlemmer for at være solidariske, selvom de synes, at kontingentet er højt. Solidariteten er vigtig, men det kunne godt gøres endnu mere tydeligt og transparent, hvordan man kan bruge foreningen, hvordan man kommer med i sektioner og selskaber osv. Og hvor meget godt, der egentlig foregår i vores forening.
Hvorfor deltager du på årets generalforsamling i DP?
– Jeg har deltaget på en del generalforsamlinger for mange år siden. Denne gang er det på grund af deltagelse i Dansk Psykolog Forenings meningsdanneruddannelse. Jeg var en del af det første hold, der begyndte i 2023. Det var en fantastisk sjov og engageret gruppe af psykologer, og temmelig mange derfra deltager på generalforsamlingen. Min deltagelse skyldes både det sociale og det psykologpolitiske. Det er rart at vide, hvor psykologstanden er på vej hen, og få et billede af, hvad der sker – og der sker jo rigtig mange ting lige nu. Sammenlignet med tidligere generalforsamlinger er årets udgave mere strømlinet og afgrænset. Og det passer mig rigtig fint. Tidligere kunne det godt være lidt kaotisk.
Hvad bed du særligt mærke i på generalforsamlingens førstedag (interviewet er foretaget inden andendagen)?
– Deas formandsberetning. Vi fik et overblik over, hvad der sker – alle forhandlingerne og nye veje, der måske lægges nu. Det er nok det, jeg synes, der har været mest interessant indtil videre. Og så kommer arbejdsprogrammet i dag (på generalforsamlingens andendag, red.), som jeg har nogle holdninger til.
Hvad arbejder du med til daglig?
– Jeg er privatpraktiserende psykolog, og så er jeg partner i Dansk Center for Selvmordsforebyggelse. Som ydernummerpsykolog får jeg alle mulige problematikker henvist fra læger, og det er et arbejde, som passer mig rigtig godt. Sammen med min psykologkollega Ida Skytte Jakobsen er jeg ved at fordybe mig i stressbehandling, som der er stor efterspørgsel på, og meget tyder på, at det bliver et fokus, der kommer med i moderniseringen af psykologordningen. Men jeg er godt nok glad for, at jeg har arbejdet i psykiatrien i mange år, fordi der er virkelig en stor spredning. Og man kan tydeligt se, at psykiatrien er presset. Jeg kan nærmest ikke mærke forskel på, om jeg sidder i psykiatrien eller sidder i privat praksis. Den krise og de udfordringer, der er i psykiatrien, bliver tydeligt skubbet ud til det nære sundhedsvæsen i håb om, at det løser sig derude. Sammen med min gode kollega Jan-Henrik Winsløv driver jeg også Dansk Center for Selvmordsforebyggelse, hvor vi laver kurser i risikovurdering i forhold til selvmordsrisiko.
Hvad er du drevet af som psykolog?
– For det første synes jeg – nu hvor jeg har arbejdet i psykiatrien i så mange år – at psykologordningen simpelthen lever i skyggen, og det fatter jeg ikke. Men jeg må indrømme, at da jeg selv var i psykiatrien, skænkede jeg heller ikke praksisområdet ret mange tanker. Det er som om, at det lever lidt sit eget liv. Der er et kæmpe potentiale i at udvikle det og få det integreret mere i det nære sundhedsvæsen og i samarbejdet med psykiatrien. Der er omkring 80.000 patienter, der henvises til psykologordningen. Psykiatrien behandlede forrige år næsten 160.000 danskere, og når man ser på, hvor meget opmærksomhed det ene får frem til det andet, så er det jo slående. Psykiatrien har en højere status, da det er det specialiserede område, og det er sådan set også fint nok. Men der er bare rigtig mange ting, som ikke kan løftes. Det er der ikke ressourcer til. Endelig har vi kæmpet rigtig meget for at få selvmordsforebyggelse ud i det nære sundhedsvæsen. Det er et emne, vi har skrevet nogle kronikker og artikler om. Jeg håber, der kommer lidt med i arbejdsprogrammet om det.
Hvad er ifølge dig det vigtigste, psykologstanden står over for frem mod næste GF om tre år?
– Nu er jeg jo meget optaget af psykologordningen, men jeg kan jo høre på generalforsamlingen, at der er rigtig mange dagsordener, fx at få talt psykologbehandlingen op inde i psykiatrien og det nære sundhedsvæsen. Så har jeg også været meget optaget af, at man fik ændret på ledelses-dna’et i psykiatrien. Jeg har været leder i mange år. Det her med at man får mulighed for rent faktisk at prøve at løse opgaverne på en anden måde, og det er rigtig svært, som det er skruet sammen nu. Godt nok kommer der en ny psykiatriplan, men der bliver faktisk overhovedet ikke ændret på den måde, man leder psykiatrien på. Jeg skrev et indlæg i Altinget om det. Måden, man løser tingene på, er jo ledet af læger og sygeplejersker. De sidder ved bordenden alle steder. Så hvis man virkelig skal prøve at løse opgaverne på en anden måde, så skal der skiftes træner. Eller i hvert fald forsøgsvis. Lidt som man har gjort i Norge, hvor man har sidestillet de forskellige faggrupper.
