Åbent brev til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Publiceret 02.04.2024 Åbent brev

Dansk Psykolog Forening har sendt et åbent brev til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil om de uacceptable ventetider i Psykolognævnet på at få autorisation.

2. april 2024

Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Holmens kanal 22
1060 København K
Att. Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil

ÅBENT BREV til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil

Uacceptabelt lang ventetid i Psykolognævnet – der er brug for handling NU!

Sagsbehandlingstiden i Psykolognævnet er urimeligt lang!

Ventetiden på at få godkendt autorisation forhindrer psykologerne i at gøre dét, de er uddannede til – nemlig at hjælpe mennesker med psykiske lidelser og hjælpe børn og unge i mistrivsel.

Det er uholdbart for alle, som det har konsekvenser for, fx patienter, sundhedsvæsnet, borgere, kommunerne, men også psykologerne selv. Og det er lige så uholdbart, at der endnu ikke er fundet en politisk løsning på problemet. 

I 2023 steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid betydeligt til at være omkring 40 uger inde i 4. kvartal, og jeg har ingen grund til at tro, at ventetiderne er faldet siden da. Tværtimod. 

I Dansk Psykolog Forening hører vi i bekymrende grad fra et stigende antal psykologer, der varsles, at de må vente mere end et år på at få godkendt deres autorisation.

Vi kontaktes dagligt af frustrerede psykologer, der oplever, at deres autorisationsproces trækker urimeligt længe ud– og at de er ude af stand til at komme ud i de stillinger eller løse de opgaver, der kræver autorisation! I dag er det sådan, at man fx ikke kan udføre forældrekompetence-undersøgelser, søge en uddannelsesstilling i psykiatrien eller få ydernummer i regionerne uden at være autoriseret. Og i det nye lettilgængelige tilbud til børn og unge i mistrivsel, som opstartes i mange kommuner i øjeblikket, fremgår det af den faglige ramme fra Sundhedsstyrelsen og Social- og boligstyrelsen m.fl., at screening og behandling i tilbuddet primært bør varetages af autoriserede psykologer eller psykologer på vej mod autorisation under supervision.

Kære minister, der skal findes en løsning. NU! For dette kan ikke blive ved.  

Vi har ad flere omgange foreslået, at der afsættes midler til en ”pukkelafvikling” i Psykolognævnet. En engangsbevilling med det formål at få ventetiden på sagsbehandlingstiden på autorisation ned. Det er mig ubegribeligt, at der ikke er blevet lyttet endnu! Og DP kan ikke på nogen måde støtte, at midlerne til at få ventetiderne ned skal hentes fra en stigning i autorisationsgebyret til kommende autorisationsansøgere, som jeg kan forstå, at du har oplyst om. Det er ganske enkelt ikke rimeligt at hente finansieringen her. Der må kunne findes midler andre steder til at løse problemet.

På Christiansborg har man et åbenlyst mål om at øge arbejdsudbuddet, og der mangles hænder på velfærdsområdet – herunder i psykiatrien og i kommunerne. Ventetiderne særligt i børne- og ungdomspsykiatrien er hjerteskærende lange, der mangler psykologer på det børnesagkyndige område og stillinger i kommunerne til behandling af børn og unge i psykisk mistrivsel er svære at besætte.

Psykologerne er klar til at tage fat, men de møder en urimelig strukturel barriere, som man med få midler kan afhjælpe. Jeg mangler virkelig en god forklaring på, hvorfor dette blot får lov at fortsætte.

I en tid, hvor det offentlige system skriger på arbejdskraft, er det dobbelt ærgerligt for psykologerne ikke at kunne træde til. Det vil med andre ord være i alles interesse at få ventetiden ned. 

Jeg er naturligvis opmærksom på det aktuelle arbejde med at flytte psykologers autorisation fra Socialministeriet til Sundhedsministeriet. Dette arbejde har været i gang i årevis, og er ikke et argument for ikke at løse de akutte ventetider på autorisation, for det kræver politisk handling nu og her.

Kære minister, det bør ikke været et stort problem at få bugt med de urimeligt lange autorisationsventetider på den korte bane. Til gengæld kan vi få flere psykologer videre med deres arbejde inden for områder, hvor der mangler arbejdskraft. Det er en win-win for os alle! 

Med venlig hilsen  

Dea Seidenfaden 

Forperson, Dansk Psykolog Forening