Behov for et nybrud i PPR-praksis

Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.

Der har i flere år hersket en debat om, hvorvidt PPR-feltet bidrager til, at der fokuseres for meget på børn og unge på individniveau uden tilstrækkeligt blik for dagtilbuds, skolers og de voksnes betydning (f Hansen et al., 2021; Deloitte, Professionshøjskolen UCN & Professionshøjskolen Absalon, 2020; Nielsen & Graversen, 2018). Kræfter både i og uden for PPR peger på, at PPR skal samarbejde tættere med de økologier, der er omkring børn og unge. Der tales om, at PPR i højere grad skal intervenere i miljøerne, som kan vedligeholde eller forværre udfordringer samt bidrage til at forebygge, at børn og unge kommer i mistrivsel (fx KL, 2023; Reformkommissionen, 2023; Hansen et al., 2021).

Begrebet ”praksisnær PPR” har vundet indpas som et svar på, hvordan der kan arbejdes på denne måde. Men hvad er det praksisnære PPR-arbejde, og hvad forudsætter det? Med håbet om at bidrage til at skabe en fælles forståelse og bevægelse om det praksisnære PPR-arbejde satte vi os for at undersøge disse spørgsmål gennem arbejdet med en antologi, der udkommer i maj 2024.

Vi har inviteret forskere, PPR-medarbejdere og ledere i skoler, specialtilbud og dagtilbud til at belyse det praksisnære PPR-arbejde. Denne fagkronik videreformidler nogle af de centrale mønstre, der træder frem i antologiens kapitler.

Det fremgår af antologiens første kapitler fra en række forskere fra DPU, Aalborg Universitet og VIA UC, at PPR står i en krise, hvor (alt for) mange skoler, dagtilbud og PPR’er selv vurderer, at hjælpen fra PPR er utilstrækkelig og uvirksom. Det er imidlertid interessant, at de resterende kapitler fra både PPR-praktikere, PPR-ledere og skole- og dagtilbudsledere kommer med eksempler på praksisnære veje, hvor der er fundet løsninger i netop samarbejdet mellem PPR og skole/dagtilbud, som i højere grad er tilfredsstillende for alle parter og opleves som et samarbejde, der gør en forskel.

Tæt på børns hverdagsliv i skoler og dagtilbud

På tværs af kapitlerne identificeres børns hverdagsliv og den pædagogiske praksis omkring børns hverdagsliv som fokus for det praksisnære PPR-arbejde. Der er tale om et dobbeltfokus, hvor børnenes hverdagsliv ses som betinget af de professionelles arbejdsliv.

Det praksisnære PPR-arbejde må nødvendigvis forholde sig til den konkrete virkelighed, som børns liv, trivsel og mistrivsel udspiller sig i samspil med. Det praksisnære skal trække på psykologisk viden om børns udvikling og kan involvere teoretiske perspektiver eller reflekterende processer, men det går igen, at det praksisnære er kendetegnet ved at arbejde ind i en konkret og situeret virkelighed. Eksempler på den direkte praksisnære PPR-arbejde er, når PPR-medarbejdere er fysisk til stede, hvor børnene og de professionelle er – enten mhp. at observere praksis, samarbejde om praksis eller være mesterlærere for god praksis. Eksempler på det indirekte praksisnære PPR-arbejde er facilitering af kompetenceudvikling, sparring og supervision pba. observationer eller viden om samspillet mellem de professionelle og børnene samt ledelsesunderstøttelse.

Disse fund fra antologien stemmer overens med flere undersøgelser af børn og unges perspektiver på, hvad der er med til at skabe mistrivsel: At årsagen ofte er kontekstuelle forhold i børns og unges hverdagsliv, såsom skift i personale, usikre relationer til kammerater og de professionelle, en oplevelse af eksklusion, præstationspres, højt tempo og individualisering af problemer (Analyse og Tal, 2021; Lund, 2021; Børns Vilkår og Egmont Fonden, 2020). Vi bliver med andre ord nødt til at arbejde med det hverdagsliv, vi tilbyder børnene.

Det praksisnære PPR-arbejde med børnenes hverdagsliv har potentialet til at hjælpe de børn, der forudsigeligt har vanskeligheder, men det bærer også i sig kimen til at forebygge, at flere børn belastes og får det svært. Ved at have præcis børns hverdagsliv som fokus har PPR potentialet til at bidrage til en forståelse og udvikling af de rammer, vi tilbyder alle børn, så flere børn i højere grad mødes i deres behov.

Praksisnærhed som interventionsform

Det andet centrale tema i bogen er, hvordan det praksisnære PPR-arbejde skal udføres for at understøtte de professionelles arbejde med børnene. På tværs af kapitlerne er det tydeligt, at PPR både skal kunne være deltagende i skolers og dagtilbuds hverdagsliv med børnene, men også skal kunne noget andet end de professionelle i skoler og dagtilbud.

I antologien træder det frem, at der er to hovedstrømninger i PPR’s måde at være tæt på skoler og dagtilbuds praksis.

Den første handler om at balancere samarbejdet, hvor man på en gang er både ligeværdigt samarbejdende og samtidig indgår i en hjælperrelation med omsorg, støtte og sensitivitet. PPR må gå tæt på de professionelle (både i bogstavelig og overført betydning) for at skabe forbedringer for børnene. Og når man går tæt på andre, fordrer det stor omhu og etik. PPR-medarbejderens kompetencer i at skabe trygge udviklingsrum for de professionelle er således afgørende for at understøtte en konkret praksisudvikling hos børnene.

Den anden strømning handler om, at PPR skal handle på en måde, så der skabes professionel læring og udvikling i netop den pædagogiske praksis omkring børnene. Så det praksisnære PPR-arbejde handler ikke alene om, at PPR skal stoppe med at holde møder og kun være i klasserne eller på blå stue. Det nuancerer forståelsen af det praksisnære som ikke blot det at være i praksis sammen, men også at reflektere over praksis på en måde, der både udspringer af praksis og er omsættelig i praksis. Det betyder omvendt ikke, at PPR-medarbejderen ikke skal være i praksis, men taler for, at der arbejdes med aktiviteter både i og uden for den konkrete praksis, som børnene er en del af.

Betingelser for det praksisnære PPR-arbejde

Det tredje tema, som kaldes frem i kapitlerne, er betingelserne for det praksisnære PPR-arbejde.

Flere forfattere i antologien berører vigtigheden af en række organisatoriske forhold omkring både PPR og skoler/dagtilbud, der har betydning for, hvilke samarbejdsmuligheder der er. Kommunale systemer, samarbejdsprocedurer, ressourcer og politikker har betydning for PPR’s virke.

Kontinuitet og tid til samarbejde identificeres som vigtige forudsætninger for, at samarbejdet kan blive tilpas trygt og udviklingsstøttende. Praksisudvikling er afhængig af, at hele systemet hænger sammen og arbejder mod samme mål, og at hele organisationen ses som et lærende system.

Sammenfatning

Det står tydeligt frem gennem antologien, at det praksisnære arbejde er et komplekst og mangefacetteret felt, som samtidig har potentiale til at overskride nogle yderpunkter, der måske tidligere har eksisteret i debatten og kampen om PPR’s position. Det praksisnære kan rumme elementer af de to tilgange, PPR tidligere er blevet identificeret med – det udredende og det konsultative – men er også en kvalitativ ny tilgang til PPR-arbejdet. Nybruddet består af bevægelsen hen til undersøgelsen af og interventionen ind i både små og store handlinger, der finder sted rundt om børnene i deres hverdagsliv.

PPR-arbejdet skal have et dobbeltfokus på flere måder. PPR skal både arbejde med fokus på børns hverdagsliv og de professionelles arbejdsliv. Samtidig skal det praksisnære PPR-arbejde både være indgribende, fordi der er konkrete børn og voksne, der har brug for noget særligt, og forebyggende ved at medvirke til, at pædagogisk personale udvikler deres hverdagspraksis og skaber gode rammer for alle børn.

Arbejdet skal både være ligeværdigt og med et særligt ansvar. PPR-arbejdet skal være tæt tilkoblet den praksis, der er omkring børnene for at kunne føre til praksisforandring, men også tilpas forstyrrende til at skabe refleksioner, der kan føre til nye og bedre handlinger omkring børnene. PPR-medarbejderen skal facilitere andres læring og selv stille sig lærende.

Noget af det, der toner stærkest frem, er, at der er behov for, at PPR forholder sig til, ser og nogle gange deltager i den praksis, der udfoldes omkring børnene. At PPR’s vigtigste bidrag er at arbejde med helhedsorienterede undersøgelser af barnets betingelser og muligheder for udvikling og at bringe disse undersøgelser i spil, så reelle forandringer kan ske. At PPR-medarbejderen skal trække på sin faglige viden og sammen med andre professionelle bringe hypoteser i spil, som der kan planlægges afprøvninger og interventioner ud fra. Dette fordrer kompetencer i at facilitere et undersøgende læringsfællesskab, hvor deltagerne oplever tryghed og psykologisk parathed til udvikling, og det fordrer kompetencer i at skubbe til systemerne omkring pædagogisk praksis. At arbejde på disse måder forudsætter klassiske psykologkompetencer.

Så PPR skal tæt på praksis på den rigtige måde. PPR skal ikke smelte sammen med eller blive styret af tilfældige begivenheder i praksis. PPR, skoler, dagtilbud og kommuner skal sammen have en retning for samarbejdet. PPR skal have både sin faglige rygsæk og vandreskoene på – for PPR skal kunne flytte sig selv og sit blik for at kunne bidrage med den undersøgelse og refleksion, som er nødvendig for at understøtte praksisudvikling i det vigtige arbejde med alle børns hverdagsliv. Samtidig kalder den aktuelle situation med den udbredte mistrivsel blandt børn og unge på, at psykologfaget fokuserer på og opdyrker kompetencer i at arbejde med de levede liv og virkeligheder, som udfordringerne opstår og kan løses i.