Psykiatrien er presset. Meget presset.
Patienter opsøger i stigende grad hjælp eller bliver henvist, og antallet af medarbejdere er ikke fulgt med.
Siden 2012 er antallet af patienter steget med over 30 pct., viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen – og alene i børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af patienter øget med knap 40 pct. fra 2009 til 2022.
For nylig kom Statsrevisorerne også med meget kras kritik i kølvandet på en rapport fra Rigsrevisionen, der viser, at udredningsretten overskrides i ca. 70 pct. af forløbene i børne- og ungdomspsykiatrien. Det svarer til, at over 27.000 børn og unge i perioden 2019-2022 ikke er blevet udredt inden for de lovpligtige 30 dage.
Samtidig vidner undersøgelser, utallige mediehistorier, vidneudsagn fra patienter, pårørende og medarbejdere om, at systemet er presset, at ressourcerne er for få, at der mangler behandlingstilbud, og at de manglende hænder blandt fagpersonalet sætter både behandlingskvalitet og arbejdsforhold under pres.
P har talt med tre psykologer, der alle arbejder i psykiatrien. Deres beretninger om arbejdslivet i psykiatrien giver et indblik i en hverdag præget af manglende ressourcer, som hæmmer mulighederne for at sikre alle patienter en optimal behandling, og hvor der er risiko for, at patienterne slippes for tidligt til opfølgende indsatser i kommunerne eller hos privatpraktiserende psykologer.
Psykologerne efterlyser mere fleksibilitet til at tilrettelægge arbejdet i tillid til faglige kompetencer og baseret på hver patients specifikke tilstand og behov. En anden konsekvens er, at psykologer og andre fagpersoner er udsat for belastninger i deres daglige arbejde.
Folketinget har i Finansloven for 2024 afsat knap 500 mio. kr. til at løfte psykiatrien i forbindelse med 10-årsplanen for psykiatrien.
Psykologerne, som P har talt med, fortæller, at pengene nærer forventningerne blandt patienterne og pårørende til hurtig udredning og behandling. Men det kan være svært at se, at det rykker i den rigtige retning.
Psykologerne ærgrer sig over, at presset på psykiatrien er med til at give psykiatrien et dårligt omdømme. For opgaven er meget meningsfuld, og det er fagligt spændende og udviklende at arbejde i psykiatrien, fortæller de.
Læs de tre psykologers beretninger om psykiatrien:
Maria Holmgaard Secher er psykolog og specialist i psykoterapi for voksne. Hun arbejder i et ambulatorium for angst- og tvangssygdomme på Aalborg Universitetshospital. Hun indgår i et PTSD-team, som langt overvejende modtager patienter med udviklingstraumer eller traumer, som er udløst af nylige oplevelser. Hun er også uddannet supervisor og har supervisionsopgaver. Maria Holmgaard Secher er desuden tillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant.
– Målet i psykiatrien er selvfølgelig det gode patientforløb, men rammerne er svære. Jeg kan egentlig godt forstå den politiske beslutning om at give patienterne rettigheder i form af ret til hurtig udredning og behandling. Men behandlingspakkerne er arbitrære. Alle patienter med samme diagnose skal have et bestemt antal samtaler. Og patienterne er jo forskellige. For nogle af dem sker der noget i livet ved siden af, der kan udløse kriser og behov for at strække forløbet eller lave særlige indsatser. Det ville være bedre, hvis vi fik mulighed for differentiering, hvor vi kunne prioritere vores ressourcer ud fra den enkelte patients tilstand.
– Tidsfristerne presser systemet helt enormt, fordi der er alt for få ressourcer i psykiatrien. Vi bliver nødt til at løbe hurtigere – og det går hurtigere, end hvad de fleste patienter kan følge med til.
– I voksenpsykiatrien skal vi bl.a. udrede for autisme, men ikke behandle for autisme. Og vi bruger rigtig mange kræfter på udredning, men det er ikke alle patienter, der har et akut behov. Hvis fx en patient på 35 år har levet hele livet med noget, som måske er en uopdaget autismespektrumforstyrrelse, giver det ikke mening, når psykiatrien i forvejen ikke kan følge med, at udredningen skal foretages lige så hurtigt som med en patient, der fx har udviklet en svær depression for nylig.
– Jeg er heldig at sidde et sted med en leder, der har forståelse for bløde værdier og giver frihed. Men det er ikke sådan, at alt er reddet, hvis vi får mere frihed til at tilrettelægge arbejdet. For vi skal stadig løse de samme opgaver på for lidt tid. Mængden af henvisninger til psykiatrien er endda stigende. Det slider uforholdsmæssigt på folk. Systemet er i gang med at kværne den arbejdsduelige styrke i psykiatrien. Alle gør deres absolut bedste. Vi har en faglig etik og vil gerne tage os af patienterne, men vi ender med at overbelaste os selv og får stress. Lige nu sælger politikerne en vare om at have styrket psykiatrien, uden at vi har set pengene, og så kommer patienterne og de pårørende med en masse forventninger, som vi ikke har mulighed for at leve op til.
– Vi skal have dette her til at fungere, så vi kan fortælle psykologer rundt om, at psykiatrien er et rigtig spændende speciale, og at man har megaspændende opgaver i psykiatrien. I så fald kunne vi tiltrække flere psykologer til området. Og vi kunne også bedre fastholde erfarne medarbejdere. Mange af dem rejser. For der bliver ved at være et flow af patienter med behov for psykiatrisk behandling. Det er penge, ordentlige vilkår, anerkendelse og mere indflydelse, der skal til.
Stefan Lock Jensen er ledende specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatrien. Han er afsnitsleder, og han leder sammen med en lederkollega et ambulatorium i Roskilde, der hører under Region Sjælland. Hans arbejde består primært i ledelsesopgaver i forhold til 50-60 personer. Men han har desuden faglig ledelse på flere felter, og han superviserer og udfører andre relevante opgaver.
– Antallet af henvisninger er stigende, og vi er nødt til at være ret skarpe i forhold til, hvilke henvisninger vi tager ind – den psykiatriske hypotese må være klar. Men i de sager, vi påtager os, leverer vi en udredning af børn og unge af meget høj kvalitet og også en god behandling. Dog er det åbenlyst, at vi mangler ressourcer, og det er først og fremmest til behandlingsopgaver. Udredningsgarantien på 30 dage svækker vores mulighed for at prioritere og tilsidesætter vores faglige kompetencer.
– Vi har et bredt udsyn til vores samarbejdspartnere i kommuner og PPR. Men det varierer meget, hvordan kommunerne er organiseret i forhold til børne- og ungdomspsykiatriske opgaver, deres ressourcer og familiernes socioøkonomiske status, så det påvirker vilkårene. Vi kan være bekymret for, om nogle af de børn og unge med ”papirhenvisninger”, som vi undlader at tage ind, får en formelt tilstrækkelig afdækning og støtte i kommunerne, som også er klemt.
– Behandlingen er et broget område. For os er psykoterapi det foretrukne valg i behandlingen i mange tilfælde, men det er jo tidskrævende, og her er de begrænsede ressourcer en hæmsko. Vi laver gruppepsykoterapi og individuel psykoterapi, men vi er desværre ikke i stand til at dække behovet, og så ender noget af indsatsen ude i kommunerne, som heller ikke har kapaciteten. Og fordi tiden går, kan det føre til utålmodighed hos forældre og et ønske om, at vi anvender medicin – simpelthen i håb om, at det kan løse noget. Der er måske også en for hurtig overgang til kommunernes opfølgende indsats for mange patienter. Vi ser i hvert fald en del genhenvisninger.
– Rekruttering er blevet sværere i psykiatrien, men vi er lykkedes med at hente dygtige mennesker til vores klinik. Det handler om at skabe relativ stor frihed i arbejdet og vise stor tillid til medarbejdernes faglighed, så der er et interessant fagligt miljø. Det har selvsagt også en vis betydning, at vi ligger tæt på en storby, nemlig København. Der findes mange spændende opgaver i psykiatrien, som er meningsfyldte og giver mulighed for at bruge fagligheden. Hos os vægter vi også tværfagligheden, og vi har bl.a. lavet teams, hvor ansvaret deles af en læge, en psykolog og en sygeplejerske. Vi har tværfaglige konferencer. Der er helt bestemt karriere- og forskningsmuligheder for psykologer i psykiatrien. Jeg er selv leder i første linje, og vi har psykologer på chefniveau.
– Men flere ressourcer til især behandling ville give et løft, og tillidsbaseret ledelse og en mere modig tilgang til at sætte fagligt funderede mål sammen med fagpersoner og frontlinjepersoner ville gøre en positiv forskel. Det er også ønskeligt, at psykiatrien bliver inddraget mere i forebyggende indsatser i PPR og kommuner.
Anne Randers er specialpsykolog, og en stor del af hendes arbejde foregår i et mindre, tværfagligt team, der laver indsatser og rådgivning til kommunerne i Region Nordjylland om børne- og ungdomspsykiatri. Hun er med i den overordnede visitation. Hun ser et antal patienter. Og så er hun uddannelsesansvarlig for specialpsykologuddannelsen i børne- og ungdomspsykiatrien i regionen. Anne Randers er desuden formand for Selskab for Psykopatologi hos Børn og Unge.
– I ambulatorierne er det især den udifferentierede udrednings- og behandlingsgaranti på 30 dage, som presser systemet. Beslutningen betyder, at der ikke er noget slack. Der er ikke plads til det uventede. Hele korthuset risikerer at vælte. Desuden er der en vis andel af patienter, som kræver noget individuelt. Psykologerne forsøger at overkomme det hele, men de ender med at lave mere, end der er afsat, og så bliver de udmattede. Nogle kolleger fortæller, at de er bekymret for, om de kan holde til det på længere sigt.
– I forvejen er det svært at følge med, for der er gjort meget for at strømline ”produktionen”. Men antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien er fordoblet på få år, og personalet er ikke fordoblet i samme periode.
– Rigtig mange ressourcer går til udredning, og det er udredningen, der er lange køer til. En anden ting er, at der ikke altid er mulighed for at gøre det optimale, samtidig med at vi stadig kan stå inde for kvaliteten. Fx bliver en patient måske udskrevet til opfølgning i kommunalt regi eller hos en privatpraktiserende psykolog, selv om det ville være mere oplagt med et længere behandlingsforløb hos os.
– Vi har ikke noget problem med at rekruttere nyuddannede psykologer, men det er vanskeligt at tiltrække autoriserede psykologer med erfaring. Dels er det selvfølgelig kendt, at psykiatrien er presset. Dels kan det være svært for psykologer at skulle ind og arbejde i en meget fast struktur med et faggruppehierarki. Problemet er nok størst for specialpsykologer, som har en specialistuddannelse svarende til speciallægers. Der er heller ikke nogen oplagt karrierevej for psykologer i psykiatrien, mens læger kan avancere i etaper til overlæge, hvilket giver højere status og flere beføjelser.
– Man er nødt til at gøre noget ved hele systemet og gentænke behandlingsgarantien. Garantien bliver betragtet som et kvalitetsmål, men er i virkeligheden et kvantitetsmål. Der er patienter, der gerne skal til inden for 14 dage, men andre kunne vente et halvt år. Det går også ud over personaletrivsel og faglig udvikling af området.
– Det er klart, at det er nødvendigt at tilføre flere ressourcer til psykiatrien. Forældrene kommer og tror, at nu har vi fået en masse penge. Men indtil videre har vi kun fået besparelser. Her i regionen skal der spares 10 millioner kroner i psykiatrien.
– Heldigvis er der lys forude med hensyn til en mere rimelig opgavefordeling mellem speciallæger og specialpsykologer. Psykiatrien udmærker sig også ved, at der er spændende opgaver, gode formelle uddannelsesmuligheder og et fokus på uddannelse, som næppe findes andre steder for psykologer.
