Det kan virke oplagt at gribe værktøjer fra flere psykologiske retninger, hvis man sidder over for en klient, som helt oplagt kunne have gavn af netop dét. Det kan også sagtens være, at det virker. Men de få og små studier, der er lavet inden for eklektisk terapi, viser, at det er mere komplekst end som så at blande forskellige metoder sammen. I værste fald kan det være direkte skadeligt for klienten.
Mia Skytte O’Toole er autoriseret psykolog og professor ved Aarhus Universitet, og hun er i gang med et forskningsprojekt, der skal gøre os klogere på, hvordan og hvornår det kan være gavnligt at skifte mellem og blande terapiformer.
– Undersøgelser viser, at stort set alle psykologer i en eller anden grad arbejder eklektisk. Jeg gør det også selv. Jeg er ikke i tvivl om, at man som psykolog vil sine klienter det bedste, og at der ligger mange grundige refleksioner bag. Men beslutningerne bliver nødvendigvis taget alene på baggrund af erfaringer og anekdoter, for der er næsten ingen videnskabelig empiri at stå på. Derfor er det så vigtigt, at der bliver forsket mere i det, og at vi starter en samtale om, hvad det egentlig er, vi gør, siger hun.
Der er forskellige måder at arbejde eklektisk på. Grundlæggende handler det om, at man bruger elementer fra forskellige metoder.
Det kan enten være fra helt forskellige terapiretninger eller inden for den samme, hvor man eksempelvis tager udgangspunkt i klassisk kognitiv adfærdsterapi og blander den med elementer fra metakognitiv terapi.
Nogen arbejder eklektisk fra minut til minut, andre fra session til session.
Et af de få forskningsprojekter, der findes, har undersøgt, hvad der sker, når man blander forskellige retninger inden for kognitiv adfærdsterapi. Man lavede to grupper med forsøgsdeltagere med social angst. Den ene gruppe blev først udsat for kognitiv omstrukturering fra klassisk kognitiv adfærdsterapi, hvorefter man skiftede til afkoblet opmærksomhed fra metakognitiv behandling. I den anden gruppe var rækkefølgen byttet rundt. Begge teknikker virkede enkeltvis, men der var en rækkefølgeeffekt.
Da eksperimentet var slut, oplevede deltagerne i gruppen, hvor man startede med metakognitiv terapi, at de havde mere angst end ved eksperimentets begyndelse. Det var ikke tilfældet for den omvendte rækkefølge.
– Det siger noget om, at det ikke kun er komponenterne i sig selv, der er vigtige at undersøge. Rækkefølgen ser også ud til at have en afgørende betydning. I værste fald kan en uhensigtsmæssig rækkefølge have negative konsekvenser. Problemet er, at vi ikke ved nok om det, så det er vanskeligt at træffe de ”rigtige” beslutninger, siger Mia Skytte O’Toole.
Hun efterlyser derfor, at man går til den eklektiske metode med en stor portion nysgerrig ydmyghed og endevender teorien bag de forskellige dele, inden man sætter dem sammen.
– Jeg håber, at man selv eller i supervision vil undersøge komponenterne på et teoretisk niveau, så man kan få øje på, om der er problematisk inkongruens, der fx leder til modsatrettede budskaber til klienten. Det kan godt være, man kan bruge kombinationen alligevel, hvis man er bevidst om sine forholdsregler og vurderer, at risikoen er værd at løbe. Det kræver, at man klæder klienten på til de modsætninger, der vil opstå i terapien og er ekstra opmærksom på alliancen, siger hun.
Et ofte citeret fund i den psykologiske behandlingslitteratur er den såkaldte dodokendelse, som den amerikanske psykolog og forsker Saul Rosenzweig introducerede i 1936. Han beskrev, at alle psykoterapeutiske metoder er lige effektive, så længe den terapeutiske alliance er på plads.
– Med få undtagelser er det rigtigt, at alle terapier klarer sig godt, men det er en vigtig pointe, at dodokendelsen tager udgangspunkt i, at metoderne anvendes i deres bedste udgave. Altså at de bliver brugt som tiltænkt og under supervision. Men dodokendelsen har i nogen udstrækning fået et liv, som den ikke selv peger på, hvor den bliver et argument for, at man kan blande metoder fra session til session fordi ”det hele alligevel virker lige godt”. Det er ikke en korrekt udledning, fortæller Mia Skytte O’Toole.
Dodokendelsen har fået navn efter en væddeløbsscene i Alice i Eventyrland, hvor deltagerne skal løbe rundt om en sø, indtil deres tøj er tørt.
Da vandet er fordampet, viser det sig, at ingen har styr på, hvem der løb længst og dermed vandt løbet.
Til sidst tager en dodofugl ordet og konstaterer, at eftersom alle har fået tørret deres tøj, har alle vundet.
Noget af det, hun gerne vil undersøge med sin forskning er, hvilke krav det stiller til den terapeutiske alliance, hvis man arbejder eklektisk.
– Jeg tror, man skal være ekstra opmærksom på at psykoedukere og hele tiden sikre, at klienten forstår, hvad der foregår. Det kan være svært at forstå, at man det ene øjeblik skal analysere sine tanker, og det næste skal man forholde sig passivt til dem, men der kan være gode grunde til at trække på begge metoder. Det kræver, at man lærer klienten at se forskel på, hvornår det ene er bedre end det andet og hele tiden sikrer, at de kan være i den kompleksitet, siger hun.
Selvom Mia Skytte O’Toole forholder sig kritisk til eklektisk terapi, er hun ikke afvisende over for, at den kan rumme store potentialer. Som sagt arbejder hun selv eklektisk og kan godt forstå, arbejdsformen er så udbredt.
– Jeg ser mange potentialer i at arbejde med eklektisk behandling. Man giver klienterne mulighed for at se tingene fra flere perspektiver og giver dem et større ordforråd, når man framer tingene på forskellige måder med udgangspunkt i forskellige forklaringsrammer. Men vi har brug for at vide meget mere om, hvordan vi helt nøjagtigt skal gøre det. Hvor kan vi med god effekt gå hen, og hvor vil det være uhensigtsmæssigt at gå hen i terapirummet. Det ved vi reelt ikke noget om nu, siger hun.
Uddannet cand.psych og ph.d.
Professor på Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet.
Har udgivet en lang række forskningsartikler inden for kognitiv adfærdsterapi.
Forfatter til bogen ”Følelsernes kompas”, udgivet på Lindhardt og Ringhof.
Vejleder i øjeblikket to ph.d.-projekter, der undersøger virkningen af eklektisk terapi.
Formålet er at få et bedre videnskabeligt grundlag for at blande metoder og blive klogere på, hvornår en kombination kan give en positiv effekt, og hvornår det kan være direkte skadeligt for klienten.
Hun efterlyser en bredere samtale om arbejdsmetoden, indtil der er et større videnskabeligt grundlag at basere behandlingen på.
Hendes forskning beskæftiger sig med de retninger, der ligger inden for paraplyen af kognitiv terapi. Et af formålene er at finde ud af, hvilke komponenter der passer sammen og i hvilken rækkefølge, så man kan begynde at udvikle nogle guidelines eller principper for eklektisk terapi.
– Vi skylder både os selv som fagpersoner og ikke mindst vores klienter, at der er et solidt teoretisk og empirisk grundlag for det, vi gør. Præcis som der er, når vi arbejder mere ”rent” med de forskellige metoder. Man taler i øjeblikket om, at psykoterapi har potentiale for stor virkning men desværre også bivirkninger. Dén samtale er vigtig, og her skylder vi at undersøge de potentielle risici og gevinster, der er ved eklektisk terapi, siger hun.
I forbindelse med sin forskning har Mia Skytte O’Toole set nogle behandlingsprogrammer, der nærmest bugner med elementer fra forskellige psykologiske retninger. Det gælder særligt i udlandet. Hun ser det som en slags eklektisk begejstring, hvor man formoder, at to plus to giver fem, hvis man tager det bedste fra alle hylder. Selv i den udstrækning, at man har dokumenteret en overordnet effekt af et eklektisk terapiprogram, kommer forskningen til kort. Den er nemlig lavet på en måde, hvor man hverken kan udlede positive eller negative effekter af de enkelte komponenter eller kan udsige noget om rækkefølgen. Mia Skytte O’Tooles formodning er, at terapi ikke nødvendigvis bliver bedre af, at man tilføjer flere komponenter fra andre retninger. Heller ikke selvom det måske umiddelbart ser fornuftigt ud på papiret.
Der kommer til at gå nogle år, før det bliver muligt at bygge sin eklektiske terapi på videnskabelige undersøgelser. Indtil da håber forskeren, at psykologstanden samlet set vil bruge hinanden til at få øje på de risici, der kan være forbundet med at blande flere metoder sammen.
– Jeg synes, vi skal love hinanden at gå kritisk til det, indtil vi har noget reel videnskabelig dokumentation. Lige nu arbejder vi eklektisk ud fra en præmis om, at det værste, der kan ske, er, at behandlingen ikke har nogen mereffekt. Men vi har ikke undersøgt det, og jeg er ikke sikker på, det er rigtigt, siger hun.
