En privatpraktiserende psykologs anfægtelser

Publiceret 10.01.2023 Læsetid: 3 minutter

Der opstod en hel stresshåndteringsindustri for 15-20 år siden, der forsøgte at tilfredsstille et erkendt behov for belastningsfænomener i arbejdslivet. Men problemet blev individualiseret og ikke betragtet som et organisationsproblem, skriver psykolog Per Bech i denne fagkronik.
Foto: Eric Ward/Unsplash

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Klienttilstrømningen er steget gradvist gennem de sidste mange år, og måske har den taget fat for alvor gennem de seneste 20 år, hvor der er kommet øget pres på mennesker stort set i alle hjørner af samfundet.

Kravene om effektivitet på arbejdsmarkedet, øget konkurrence, new public management, omfordeling af ressourcer, sparekrav og andet godt har sat dagsordenen, men også øget risikoen for sygdom og overbelastning i samme periode.

Der opstod en hel stresshåndteringsindustri for 15-20 år siden, der forsøgte at tilfredsstille et erkendt behov for belastningsfænomener i arbejdslivet. Men problemet blev individualiseret og ikke betragtet som et organisationsproblem, dvs. de strukturelle problemer blev ikke løst, men producerede blot flere sygemeldinger med overbelastningsfænomener.

Disse havnede i høj grad hos os privatpraktiserende psykologer pga. de medfølgende adfærdsmæssige og psykiske problemer.

Det var også beskæmmende at se, at det trak dybere og længere ud i samfundsstrukturernes kapillærer, dvs. alt der skal levere omsorg, uddanne og gøre klar til at blive et tandhjul i maskinen.

Inden for det seneste årti er der sket en eksplosiv udvikling i de sociale medier, der har gjort kommunikation og anden udveksling ekstrem hurtig og let tilgængelig. Sammen med preskulturen om at skulle blive til noget og helst noget stort og i en fart, er der lagt et stort forventningspres på de unge mennesker – de skal se ud, opføre sig, uddanne sig og bo på den rigtige måde og har derfor fortløbende komparative undersøgelser af sig selv og deres omgivelser.

Andre falder igennem og resignerer, mister kontakten til sig selv og omgivelserne og opbygger et gradvist større misbrug. De mister alle selvtillid, lider af lavt selvværd, har store bekymringer om fremtiden, får et højt angstberedskab og lider i depressive handle- og tankemønstre. Nøjagtigt som deres nære og fjerne strukturer har formet dem.

Sådan ser det ud fra min stol på klinikken, og jeg ved jo godt, at det langt fra er alle unge, der har det sådan.

Men der er en tendens i alle grupperinger, der peger på en hurtig indsats og et grundigt eftersyn af de strukturer, vi befinder os i for at undgå perpetuerende psykisk ustabilitet og utryghed.

Læs andre fagkronikker om den mentale sundhedskrise i Danmark her:

”Elastikken i børne- og ungepsykiatrien er spændt til sit yderste”

“Vi taber de sårbare børn på gulvet – som tingene er nu, sætter vi ind alt for sent”

“De siger ikke så meget. Er ikke uartige. Gør ikke væsen af sig. Men de lider”

Nyhedsbrevet fra P

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra P og få de seneste nyheder, forskning og psykologfaglige artikler. Du modtager nyhedsbrevet én gang om måneden.