Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
En forældrekompetenceundersøgelse skal afdække, om der er et match mellem barnets behov og forældrenes kompetencer. Og hvis det ikke er tilfældet, hvad er så risikoen for barnet nu og i fremtiden? Og kan forældrene lave de fornødne ændringer i deres forældreskab inden for en for barnet acceptabel tidsramme?
Det er et spændende arbejde, fordi det kræver, at man som psykolog bredt anvender sin faglige viden om både familiedynamik, udviklingspsykologi, tilknytningsteori, socialpsykologi og psykopatologi.
Forældrekompetenceundersøgelser er mere komplekse end individuelle psykologiske undersøgelser. For at kunne vurdere et barns behov og omsorgssituation skal undersøgelserne både omhandle barnets og forælderens individuelle funktionsniveau, men også deres indbyrdes forhold, deres familierelationer, den sociale kontekst, de lever i, samt deres kultur og netværket omkring barnet.
Når vi superviserer og underviser, oplever vi, at det kan være vanskeligt for selv erfarne psykologer at navigere i dette komplekse felt. Mange vælger derfor at udføre et fast testbatteri i undersøgelsen af forældrene bestående af fx bestemte kognitive-, personligheds- eller projektive tests. Risikoen herved er, at undersøgelsen bliver for generel og fokuseret på forældrenes individuelle forhold og funktionsniveau, der ikke direkte kobler sig til forældreskabet – fremfor at tage sit udgangspunkt i det konkrete barns omsorgsbehov.
Fra politisk hold er der gennem en årrække blevet arbejdet for at styrke børns rettigheder i mødet med myndigheder. Dette kulminerer med Barnets Lov og de reviderede retningslinjer for forældrekompetenceundersøgelser fra april 2024. Intentionen i lovgivningen harmonerer godt med den undersøgelsespraksis, vi præsenterer i denne fagkronik, hvor vi tilrettelægger undersøgelsen af forældrene sideløbende med en grundig vurdering af barnets behov.
Familier, der skal undersøges, befinder sig i en højstresssituation. Men selv når prognosen er virkelig dårlig, kan vi fokusere på at sænke arousal, så vi giver familien en chance for at vise det bedste, de kan. Undersøgelsesklienter har ofte erfaringer med sig, der gør det svært for dem at indgå i et tilstrækkeligt tillidsfuldt samarbejde med professionelle.
Vi anbefaler, at undersøgerne tager sig tid til løbende at validere forældrenes oplevelser og mentalisere, hvad forældrene mon tænker om undersøgelsen, samt være transparente om processen undervejs. Dette af etiske årsager – men også fordi det øger sandsynligheden for, at forældrene engagerer sig og støtter op om deres barns deltagelse i undersøgelsen. Desuden er det vores erfaring, at det er vanskeligt reelt at vurdere fx refleksiv funktion, samarbejdskompetencer og udviklingspotentiale, hvis vi ikke undervejs har arbejdet målrettet for at forsøge at skabe epistemisk tillid mellem undersøgerne og undersøgelsesklienterne.
Forældrekompetenceundersøgelsen bevæger sig over fire hoveddomæner: barnet, forældrene, relationen mellem barn og forældre samt netværket.
Ifølge retningslinjerne skal der altid udarbejdes en psykologisk vurdering af det specifikke barn/ børn, som undersøgelsen omhandler.
Vi tilrettelægger derfor en psykologisk børneundersøgelse med udgangspunkt i de bekymringer for barnet, som beskrives i undersøgelsens opdrag. Børneundersøgelsen skal give en vurdering af barnets ressourcer og udfordringer, herunder barnets kognitive, sociale, adfærdsmæssige og emotionelle funktionsniveau nu og i sandsynlig fremtid.
Børneundersøgelsen skal bidrage med en profil af barnets almene og specifikke udviklingsbehov samt eventuelle særlige støttebehov, som de primære omsorgspersoner skal kunne møde for at sikre netop dette barns trivsel og udvikling.
Det særlige ved denne måde at lave forældrekompetenceundersøgelser på er, at vi lader børneundersøgelsen guide, hvilke aktiviteter vi foretager med forældrene. Vi har således ikke en fast praksis ift. valg af tests, interviews eller observationsmetoder, men tilrettelægger forældredelen efter vores viden om det konkrete barns særlige og generelle udviklingsbehov.
Vi udformer undervejs en slags ”jobbeskrivelse” til forælderen. Hvis vi forestiller os, at man skulle ”søge jobbet” som primær omsorgsperson for netop dette barn, hvad skal man så kunne for at møde dets behov godt nok? Herefter finder vi ud af, hvilke metoder der bedst afdækker disse kompetencer.
Det er vores erfaring, at denne gennemsigtighed i processen øger forældrenes tryghed, idet de har bedre mulighed for at forstå, hvad de bliver vurderet på. Herudover sikrer det, at barnet forbliver centrum for undersøgelsen – også når vi laver individuelle aktiviteter med forældrene.
Dette domæne informerer både børne- og forældredelen af undersøgelsen. Det indeholder både barnets og forældrenes egne omsorgserfaringer, tilknytningsrepræsentationer og eventuelle relationstraumer samt kvaliteten af tilknytningen og samspillet mellem barnet og forældrene. Dette afdækkes via tests, interviews og i samspilsobservationer.
Når vi har identificeret barnets almene og eventuelle særlige udviklingsbehov, tilrettelægger vi samspilsobservationer, hvor forældrene får mulighed for at vise, hvordan de i praksis vil møde disse behov. Det kan fx være, at barnet har behov for ekstra forældrestøtte ift. følelsesmæssig regulering eller et særligt behov for forudsigelighed og struktur.
I forberedelsen af samspilsobservationerne overvejer vi kontekstniveauerne: Hvem skal være til stede? Hvor og hvornår skal det foregå? Hvilke situationer er det, vi har brug for at observere?
Forældrene skal vide, hvad vi forventer af dem, og vi skal sikre os, at de har tilstrækkelig viden om, hvorfor vi gerne vil se dem lave bestemte aktiviteter med deres børn, og hvad det er, vi ser efter.
Det er vores erfaring, at fagpersoner oftest fokuserer mere på familiens professionelle netværk end på, hvilke ressourcer eller risikofaktorer der kan findes blandt familie, venner og naboer. Er der fx nogen, der drager omsorg for barnet og støtter forældrene? Eller er der nogen, der påvirker samspillet negativt eller reelt forhindrer forælderen i at drage god nok omsorg for barnet? Det private netværk bør tildeles opmærksomhed i alle sager, men særligt når vi undersøger familier, der kommer fra en mere kollektivistisk orienteret baggrund.
Domænerne informerer gensidigt hinanden, og vi arbejder dynamisk og fleksibelt med aktiviteter på tværs af domænerne i hele forløbet. Vores undersøgelsesplaner er således altid foreløbige, og vi er indstillet på løbende at vurdere, om planen indeholder de relevante aktiviteter i takt med, at vi lærer familien bedre at kende.
Ifølge retningslinjerne skal samtlige dele af undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog. Vi anbefaler, at man altid er to psykologer om en forældrekompetenceundersøgelse. Herudover mener vi, at det for selv de mest erfarne undersøgere er nødvendigt med supervision eller sparring flere gange i undersøgelsesforløbet. Det skyldes, at det er belastende at undersøge mennesker, der er i en ofte ulykkelig situation, og samtidig vide, at vores vurderinger kan få skæbnesvanger effekt for barnet og dets familie.
Desuden er gode kontekster for sparring uvurderligt for at sikre undersøgelsens kvalitet. Dette er sager, der indebærer en øget risiko for klager, hvorfor det er trygt at vide, at man har fået udfordret og tryktestet sine metoder og vurderinger løbende af en erfaren kollega, team eller supervisor.
Vi har god erfaring med en sparringsmodel i tre trin, hvor undersøgerne sammen med deres team og/eller supervisor forholder sig til følgende:
Herudover kan undersøgerne få brug for supervision, hvis der er særlige forhold, der kræver specialistviden, der ligger udover undersøgernes kompetencefelt.
Denne måde at lave forældrekompetenceundersøgelser oplever vi både som meningsfuld og kvalitetssikrende i forhold til at kunne lave psykologfaglige vurderinger af, om der er et tilstrækkeligt godt match mellem det enkelte barns behov og dets omsorgspersoner.
