Som kliniker, der arbejder med evidensbaseret psykoterapi, genkender du sikkert disse problemstillinger:
Disse problemstillinger er i høj grad et resultat af det stigende symptomfokus i behandling af psykiske lidelser, dvs. at behandling tilrettelægges på baggrund af en udredning af klientens symptomer, der kategoriseres under en ICD-10-diagnose, eksempelvis F32.1 Depressiv enkeltepisode af moderat grad1. Det ses bl.a. i regionernes pakkeforløbsbeskrivelser i psykiatrien2,3 eller i det stigende antal psykoterapimanualer for specifikke lidelser.
Selvom den symptomfokuserede tilgang har bidraget med vigtig klinisk og forskningsmæssig viden om behandling af psykiske lidelser, har den også resulteret i en unødvendig over-opmærksomhed på mindre eller ubetydelige variationer i symptomer mellem de mest almindelige psykiske lidelser4 og dermed introduceret de kliniske problemstillinger beskrevet ovenfor.
En transdiagnostisk tilgang til psykoterapi er et nyere alternativ til den symptomfokuserede tilgang og kan imødekomme de kliniske udfordringer omkring komorbiditet, gruppeadministration og træning af terapeuter. En transdiagnostisk tilgang til psykoterapi refererer bredt til behandlingsmetoder, der fokuserer på ligheder mellem psykiske lidelser og anvender de samme behandlingsprincipper på tværs af en gruppe af psykiske lidelser5.
Grundig empirisk forskning understøtter, at de emotionelle lidelser – dvs. lidelser kendetegnet ved dysregulering af følelser, herunder angst, depression, stressrelaterede tilstande, internaliserende personlighedsforstyrrelser, somatiseringslidelser mv.6 – ligner hinanden mere, end de er forskellige, både hvad angår genetik, neurobiologi, ætiologi, kognition, adfærd og emotioner og derfor bør ses som variationer over et fælles underliggende syndrom7.
Derudover er den høje forekomst af komorbiditet (mellem 40-70 %) mellem de emotionelle lidelser et væsentligt argument for, at disse lidelser ikke er så forskellige, som en symptomfokuseret tilgang kunne antyde8,9. At gruppere de emotionelle lidelser baseret på de fælles kendetegn er desuden i overensstemmelse med en moderne dimensionel tilgang til psykopatologi, som beskrevet i det kommende ICD-11-diagnosesystem10.
Klinisk betyder fokus på fælles psykopatologiske processer, at det er muligt at tilbyde behandling for den primære og de komorbide lidelser samtidigt. Det er også muligt at sammensætte grupper med klienter med forskellige symptomer, hvilket reducerer ventetiden for gruppedeltagere.
Sidst, men ikke mindst, er det muligt for klinikere at blive trænet til et højt niveau i en enkelt evidensbaseret manual, der kan anvendes til en bred vifte af klienter. Det er relevant for klinikere, der tilbyder psykoterapi både individuelt og i gruppe til klienter med mange forskellige problemstillinger i privat praksis såvel som klinikere, der arbejder specialiseret med flere eller enkelte emotionelle lidelser i psykiatrien eller lignende steder.
En række transdiagnostiske behandlingsmetoder anvendes allerede i Danmark og viser sammenlignelige resultater med kognitiv adfærdsterapi for specifikke diagnoser11. En af de bedst validerede transdiagnostiske behandlingsmetoder er Unified Protocol for Transdiagnostic Treatment of Emotional Disorders (Unified Protocol, UP).
UP er en 8-moduler emotionsfokuseret kognitiv adfærdsterapi-manual til behandling af de emotionelle lidelser og subkliniske tilstande12. Metoden fokuserer på neuroticisme og den deraf følgende dysregulering af følelser, da netop neuroticisme har vist sig som den væsentligste sårbarhedsfaktor i udviklingen af de emotionelle lidelser13.
Neuroticisme refererer til den personlighedsmæssige tendens til at reagere på belastninger eller udfordringer med hyppige og intense negative følelser såsom tristhed, angst, frygt, skam, mv. i samspil med en fornemmelse af, at disse følelser er uacceptable og ukontrollerbare. Det medfører en række uhensigtsmæssige forsøg på at undgå, kontrollere eller dæmpe intensiteten af følelserne, hvilket til trods for at give en umiddelbar følelsesmæssig lettelse har vist sig at forstærke hyppigheden og intensiteten af følelserne og dermed også symptomerne på længere sigt14.
Formålet med UP er derfor at hjælpe klienten med at erstatte uhensigtsmæssige strategier til følelsesregulering med mere hjælpsomme strategier. I metodens fem kernemoduler lærer klienten effektive følelsesreguleringsstrategier: 1) mindful, accepterende tilgang til følelser, 2) kognitiv fleksibilitet, 3) alternativer til undgåelsesadfærd, 4) øget tolerance for kropslige fornemmelser og 5) følelsesmæssig eksponering15.
Kernemodulerne forudgås af et motivationsfremmende modul, hvor klienten opstiller mål for behandling og afklarer motivation for forandring, samt et psykoedukativt modul, hvor klienten undervises om følelsers komponenter og adaptive funktion og lærer at identificere forskellige følelser, samt hvad der udløser dem. Behandlingen afsluttes med et tilbagefaldsforebyggende modul. Den modulære opbygning tillader, at behandlingen kan tilpasses den enkelte klient individuelt eller i gruppe, sædvanligvis over 12-20 sessioner.
UP er en evidensbaseret metode til angst og depression, individuelt og i gruppe, med resultater på linje med kognitiv adfærdsterapi til specifikke lidelser16. Desuden har metoden vist foreløbige positive resultater for en lang række andre emotionelle lidelser i en række lande og i forskellige formater (individuelt, gruppe, internetbaseret)17-19.
Gennem de sidste 10 år har vi sammen med bl.a. Sidse Arnfred, Ruth Aharoni Nielsen og Jasmin Gryesten arbejdet med at tilpasse og udvikle UP til brug i grupper i en dansk kontekst. Sammen med en større forskningsgruppe har vi afprøvet UP i gruppeformat i et stort multicenter randomiseret studie med 291 patienter med angst og/eller depression fra ambulante psykiatriske klinikker i tre regioner20.
Resultaterne fra studiet viste sammenlignelige resultater mellem UP og kognitiv adfærdsterapi for specifikke lidelser ved behandlingens afslutning målt på patienternes livskvalitet, funktion og symptomer. Kvalitative resultater fra samme undersøgelse viste desuden, at patienter og terapeuter generelt fandt metoderne i UP hjælpsomme, samt at patienterne i UP ikke syntes, at de diagnostiske forskelle mellem gruppemedlemmerne var et problem, hvilket man som kliniker måske kunne frygte21,22.
Med denne forskning har vi vist, at UP kan anvendes i en dansk kontekst, og flere studier er på vej. Forskningen har på den måde været med til at løse væsentlige kliniske problemstillinger omkring komorbiditet, gruppeadministration og træning af terapeuter i klinisk praksis og har derfor også været let at implementere i klinisk praksis efterfølgende.
På nuværende tidspunkt er den danske UP-gruppemanual implementeret i regionspsykiatriske klinikker i fire ud af fem regioner og i visse kommuner via en train-the-trainer-model. Den danske gruppemanual er netop udgivet i form af en terapeutmanual23 og en arbejdsbog til klienter24. Udgivelserne er resultatet af forskning i manualen og løbende tilbagemeldinger fra klinikere og klienter i forbindelse med forskningsprojekter og træning i metoden.
