Kan vi gennem familien identificere de tidlige faktorer, der kan føre til eller beskytter mod spiseforstyrrelser?

Fagkronikken er udtryk for skribentens egne erfaringer og holdninger.

Anoreksi, bulimi og binge eating disorder (BED) er spiseforstyrrelser, der påvirker mange mennesker verden over. Ifølge ICD-11 (World Health Organization 2022) er anoreksi kendetegnet ved ekstremt vægttab, restriktiv spisning og en intens frygt for at tage på i vægt. Bulimi involverer episoder med overspisning efterfulgt af kompensatorisk adfærd såsom opkastning, overdreven motion eller brug af vanddrivende piller eller afføringsmidler. BED er den mest hyppige spiseforstyrrelse og adskiller sig fra bulimi ved, at der ikke er nogen form for kompensatorisk adfærd efter overspisningsepisoder. Personer med BED spiser store mængder mad, ofte hurtigt, og oplever en følelse af manglende kontrol.

I de senere år har forekomsten af spiseforstyrrelser blandt unge vist en stigende tendens på baggrund af flere forskellige faktorer (Dane & Bhatia, 2023). Samtidig har corona-pandemien forværret problemet for mange unge (McLean, Utpala & Sharp, 2022). Dette har medført, at flere unge har søgt hjælp mod deres spiseforstyrrelse – også i Danmark (Momentum, n.d.). Spiseforstyrrelser debuterer typisk i ungdomsårene, og tidlig opsporing og intervention er derfor afgørende, da spiseforstyrrelser kan have alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser, hvis de ikke behandles tidligt (Micali et al., 2015).

Hvorfor udvikler man en spiseforstyrrelse?

Ætiologien bag spiseforstyrrelser er uklar, men involverer et samspil mellem genetiske og biologiske faktorer og det miljø, barnet fødes ind i. Med genetisk risiko mener vi, at spiseforstyrrelser – på samme måde som mange andre psykiske lidelser – løber i familier. Både større og mindre undersøgelser har vist, at børn, der har en forælder med en spiseforstyrrelse, har ti gange højere risiko for selv at udvikle en spiseforstyrrelse end deres jævnaldrende (Strober et al., 2000). På trods af denne familiære risiko udvikler de færreste børn dog selv en spiseforstyrrelse. Men hvorfor udvikler nogle en spiseforstyrrelse og andre ikke? Dette er et spørgsmål, vi har stillet os selv i forskningsenheden for spiseforstyrrelser (eng: Center for Eating and feeding Disorders Research) på Psykiatrisk Center Ballerup i Region Hovedstaden. Derfor har vi i juni 2024 lanceret det største familiestudie nogensinde. Vi tror nemlig på vigtigheden af resiliens og på at få identificeret beskyttelsesfaktorer. Ved at få identificeret, hvad der gør børn resiliente, og hvad der beskytter dem, kan vi nemlig hjælpe andre familier ved at implementere disse beskyttende strategier, særligt i lyset af at den øgede prævalens af spiseforstyrrelser kalder på innovative tilgange til tidlig opsporing og præventive interventioner.

Hvad kan man lære af familien?

Spiseforstyrrelser har en stærk genetisk komponent, hvilket betyder, at risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse kan være højere blandt familiemedlemmer til personer, der allerede lider af en spiseforstyrrelse. Samtidig vil børnene vokse op i familier, hvor der på trods af den genetiske sårbarhed kan være en beskyttende miljømæssig påvirkning og det er dette samspil mellem genetik og miljø, vi gerne vil blive klogere på.

En familiær-højrisiko-undersøgelse kan hjælpe med at identificere tidlige risikofaktorer og beskyttende faktorer hos børn, hvis mødre lider eller har lidt af en spiseforstyrrelse, når man sammenligner børnene med jævnaldrende børn født af raske mødre. Familiære-højrisiko-undersøgelser er bl.a. kendt fra psykoseforskningen, hvor man med relativ høj succes har kunnet identificere personer, der er i risiko for at udviklende en førstegangs psykotisk episode og derfor kan være i en prodromal fase (Ellersgaard et al., 2018). Professor Nadia Micali har tidligere stået for mindre præliminære undersøgelser af familiær højrisiko for spiseforstyrrelse, hvor undersøgelserne bl.a. peger på, at børn i familiær højrisiko udviser mere kognitiv rigiditet og laver flere fejl i tests, der måler kognitiv fleksibilitet sammenlignet med jævnaldrende kontroller (Pappaianni et al., in progress; 2023). Derudover viste undersøgelserne også strukturelle forskelle i visse områder af hjernen.

BLOOM-undersøgelsen

BLOOM-undersøgelsen er en prospektiv kohorteundersøgelse, der vil inkludere 510 familier med et 8-9-årigt barn. Ud af de 510 familier vil 360 af børnene være i familiær risiko, og 150 vil være raske kontroller, dvs. født af raske mødre. Børnene vil blive inkluderet i studiet over de næste to år og derefter fulgt hvert andet år i seks år.

Mødrene vil udfylde spørgeskemaer og deltage i interviews om deres mentale helbred, barnets velbefindende og familiedynamikker. Eventuelle sekundære omsorgspersoner vil udfylde spørgeskemaer vedrørende eget velbefindende og familiedynamikker.

Børnene vil blive undersøgt med forskellige kognitive tests og derudover afgive forskellige biologiske prøver for at undersøge deres fysiske helbred. Der tilbydes også en frivillig MRI-hjernescanning. Psykisk lidelse, spisning og spiseudfordringer vil ikke blive diskuteret med barnet på noget tidspunkt.

I BLOOM undersøger vi altså børnene i en ung alder og følger dem under og efter puberteten – en kritisk alder for udviklingen af psykiske lidelser. Når og hvis vi lykkedes med at identificere risikofaktorer og beskyttende faktorer, kan disse bidrage til at udvikle målrettede præventive behandlingsstrategier før debut af sygdom eller psykisk mistrivsel.