I Danmark er omkring 30.000 personer transkønnede, viser tal fra Aalborg Universitets undersøgelse ”Sex i Danmark”. Det svarer til indbyggerne i en større dansk provinsby.
I et bredere perspektiv har 13,3 pct. af unge mellem 15 og 25 år en seksualitet eller kønsidentitet, der placerer dem i LGBT+-gruppen. Det viser en undersøgelse fra januar 2024 foretaget af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE. Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti i denne gruppe har lav livstilfredshed, og lige så mange har skadet sig selv inden for det seneste år. Hver femte lider af svær angst eller depression. I grundskolen oplever hver tredje LGBT+-elev at blive dårligt behandlet. Og når LGBT+-personer søger hjælp i sundhedssystemet, oplever de ofte, at de bliver mødt på en uhensigtsmæssig måde.
– Det er forstemmende at se tallene i de undersøgelser. Det viser samtidig, at vi som psykologer har en vigtig opgave i forhold til denne gruppe, siger Emma Beck.
Som privatpraktiserende psykolog arbejder hun bl.a. med transkønnede børn, unge og deres familier. Hun oplever, at der er nogle erfaringer, der går igen blandt en del af hendes klienter. En af dem er, at mange tidligere har haft et forløb hos en psykolog, hvor de ikke har følt sig forstået, og det er et problem, siger Emma Beck. For selvom det ikke er i ond mening, så skal psykologstanden sikre, at den lever op til fagets etiske principper, også når det kommer til minoritetsklienter som LGBT+-personer.
– Det kræver, at man som psykolog sikrer sin faglighed ved at tilegne sig den fornødne viden. Som psykolog vil man med stor sandsynlighed møde LGBT+-klienter i sin praksis, for som tallene viser, så er de der, og de kæmper i højere grad end majoriteten med deres mentale trivsel, fortæller hun.
Historisk set har det været omgærdet af fejlopfattelser og patologisering at falde uden for normerne i forhold til seksualitet og kønsidentitet. Frem til 1981 blev homoseksualitet betragtet som en sygdom i sundhedsvæsnet, og i 1960’erne mente flertallet af danskere ifølge en Gallup-undersøgelse, at homoseksuelle mænd ikke burde have noget med børn at gøre, eksempelvis ved at være skolelærere. Det kan lyde skørt i moderne ører, men vi står på mange måder samme sted i dag i forhold til transkønnede.
Det er først i WHO’s nye diagnosekriterier, ICD-11, som endnu ikke er implementerede, at kønsinkongruens ikke længere opfattes som en psykisk lidelse. Og selvom der er en holdningsændring i gang i store dele af den vestlige verden, vurderer Emma Beck, at vi om 20 år vil se tilbage på nutiden med krummede tæer.
45 år.
Ph.d., MRes.psych., cand.psych.aut. og specialist i psykoterapi.
Privatpraktiserende psykolog og arbejder bl.a. med kønsidentitet og transkønnethed hos børn, unge og deres familier.
Forperson i DP’s Psykologfagligt Selskab for Køn og Seksualitet og med i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe for revision af vejledningen for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold.
– Med ICD-11 er der endelig kommet en anerkendelse af, at det er diskriminerende at betragte transkønnethed som en lidelse. Vi står i en omstillingstid, hvor vi som psykologer har et ansvar for at bidrage positivt til udviklingen. Både i vores praksis og i den offentlige samtale. Det betyder, at vi skal lære noget nyt. Ikke kun i forhold til, hvad vi har fået med fra studiet og efteruddannelserne. Vi skal også reflektere over, hvilken tid vi er vokset op i og rundet af. Måden man talte om og forstod minoriteter på dengang kan påvirke vores forforståelse, også når vi er på arbejde i dag. Jeg kan selv huske, hvordan der blev talt om kønsminoriteter i min barndomsby. Vi må være indstillede på at sætte os ind i nye begreber og forståelser, så vi kan møde LGBT+-personer fordomsfrit, siger hun.
En af de helt store udfordringer for transkønnede og andre, der bryder med normerne inden for kønsidentitet og seksualitet, er minoritetsstress. Når man udsættes for stigmatisering, diskrimination, eksklusion og chikane, må man bruge mental energi på at cope og forsvare sig selv. Her er det vigtigt ikke at generalisere, men for nogle kan det med tiden udvikle sig til ruminationstendens og hypervagtsomhed.
Det kan også være, man begynder at se på sig med omverdenens stigmatiserende blik, så selvbilledet påvirkes negativt. Samtidig er der barrierer for at søge hjælp i sundhedsvæsnet for LGBT+-personer. Det er en konstant belastning, der gør, at man bliver mere sårbar. Også her har psykologerne en vigtig opgave med at forstå og anerkende minoritetsstress og præsentere deres klienter for begrebet. Det kan være med til at give klienten en forståelse af, at det ikke er vedkommende, der er noget galt med, men majoritetens og samfundets måde at tale om LGBT+-personer på.
– Hvor andre minoriteter ofte har stærke rollemodeller i deres nærmeste netværk, har LGBT+-personer det sjældent. Tilhører man en minoritet i kraft af sin religion eller etnicitet, vil man ofte kunne se på sine forældre og andre nære relationer og spejle sig i dem. Derfor er det også vigtigt, at man som psykolog kender til og kan oplyse sine klienter om de organisationer, der arbejder med at skabe netværk med andre, de kan spejle sig i. Fx LGBT-Danmark, Sabaah og FSTB, fortæller Emma Beck.
Hun efterlyser i det hele taget, at der bliver sat større fokus på at etablere fællesskaber for unge transkønnede og andre LGBT+-personer. På samme måde kan der ifølge Emma Beck med fordel oprettes fællesskaber for forældrene. Dem møder hun også i sin praksis.
– Ofte har forældrene svært ved at acceptere deres barns kønsidentitet og ønsket om transition. Den unge kan føles sig afvist og alene i sin søgen efter veje til trivsel. Men i terapien kommer det ofte frem, at forældrenes manglende accept bunder i en frygt for den udsathed hos den unge, der følger med. Studier viser, at forældres støtte og accept gør en markant positiv forskel for, hvor depressiv, selvskadende og selvmordstruet den unge er. Når forældrene psykoedukeres om dette, skaber det håb og forbundethed, siger hun.
Når LGBT+-personer møder sundhedsvæsnet, har mange en oplevelse af ikke at passe ind. Sundhedspersonalet tager ofte udgangspunkt i, at de sidder over for en heteroseksuel, ciskønnet person, ligesom mange spørgeskemaer er designet til folk, der ikke bryder med normerne for kønsidentitet og seksualitet. Det betyder, at man som transkønnet kan føle, man starter forfra hele tiden og er nødt til at springe ud igen og igen.
– Et sted at starte kunne være, at man får indhentet og noteret oplysningerne. Som psykolog kan man også sørge for at have flere bokse end ”mand” og ”kvinde”, hvis man i forvejen udleverer et spørgeskema inden behandlingsstart med personlige oplysninger. Og så skal man være opmærksom på, at når man har mødt én LGBT+-person, så har man kun mødt én. Mangfoldigheden er stor, og man kan ikke generalisere, siger Emma Beck.
Det er ikke kun det offentlige sundhedsvæsen, der har blinde vinkler i forhold til kønsidentitet. Det sker ifølge Emma Beck også i vid udstrækning i psykologkonsultationer – en erfaring, som organisationen LGBT+ Danmarks telefonrådgivning kan nikke genkendende til. Det kan eksempelvis handle om, at seksualitet eller kønsidentitet forstås som noget sygt, der må have rod i barndommen fremfor et udtryk for naturlig variation. Eller at psykologen har stillet nysgerrige spørgsmål uden faglig relevans.
– En af mine klienter oplevede, at en tidligere psykolog sagde, at hun var helt med på, at klienten var transmand, men at det var for svært at huske at sige ”han” som et carte blanche til herefter at fejlkønne klienten. Det kan have været gjort i bedste mening, men det går ikke. Prøv at forestille dig at skulle fortælle din psykolog om noget sårbart og svært, mens hun igen og igen glemmer dit navn. Det var lidt den følelse, min klient sad med. I stedet må man acceptere en periode, hvor man øver sig og rummer at skulle rette på sig selv.
Når man møder folk uden for normen med et traditionelt normsæt, risikerer man at styrke oplevelsen af minoritetsstress, hvilket øger vigtigheden af at gøre sig umage, understreger Emma Beck og peger samtidig på, at efteruddannelse er en vigtig nøgle. Hun henviser fx til de kurser, der findes i Dansk Psykolog Forening, hvor hun er forperson for Psykologfagligt Selskab for Køn og Seksualitet. Derudover findes der behandlingsmanualer og litteratur inden for de forskellige terapeutiske hovedretninger, som er målrettet denne gruppe, og som hun opfordrer sine kollegaer til at benytte sig af.
Ifølge Emma Beck er universiteterne ikke gode nok til at klæde de studerende på til at møde transkønnede klienter og andre minoriteter.
– Seksualitet og kønsidentitet er en stor del af menneskers liv, så det her burde være en del af universiteternes grunduddannelse. Alle skal ikke ud at være specialister, men jeg synes godt, man kan forvente, at det fylder noget på bachelorniveau, siger hun.
På det strukturelle plan efterlyser hun også retningslinjer på området.
– Det ville være en oplagt måde at hjælpe psykologstanden med at komme i mål. I USA og England har man udviklet guidelines, der omhandler bl.a. de emner jeg har været inde på i interviewet her, herunder hvilken basal viden og opmærksomhed om seksualitet og kønsidentitet og konsekvenser af minoritetsstress psykologer bør have. I retningslinjerne tager man fx afstand fra omvendelsesterapi, dvs. hvor målet er at få klienten til at holde op med fx at være homoseksuel. Det er vigtigt at sende nogle tydelige signaler, så vi kan leve op til de etiske principper også over for denne gruppe. Med formulerede retningslinjer i hånden er det nemmere at bliver klar over, hvornår der er brug for supervision, siger hun.
Endelig er det hendes håb, at der kommer mere forskning på området, for de undersøgelser, der er, viser, at de unge er mere tilbøjelige til at springe ud og dermed søge hjælp. Derfor er det så meget desto vigtigere, at psykologer og sundhedsvæsen er klædt ordentligt på til at hjælpe dem på en fagligt kvalificeret måde.
