Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Temaer og principper
Jura og etik fremstilles nogle gange som modstridende størrelser, men det bør de naturligvis ikke være. Et nærmere kig på lovgivningen og de Etiske Principper for Nordiske Psykologer gør det også klart, at ret og etik i vid udstrækning understøtter hinanden. Principperne henviser ligefrem gentagne gange til lovgivningen, og sidstnævnte tilsigter tilsvarende at give spilleregler for håndteringen af problematikker, som ikke kun er i overensstemmelse med den private, men også mere almene forståelse af rigtigt og forkert.
Man skal på den anden side ikke orientere sig længe i lovgivningen for at konstatere, at den i forhold til konkrete problemstillinger ofte er meget lidt eksakt, men tit er fyldt med undtagelser og vage formuleringer. I stedet for en ”facitliste” bliver juraen således hyppigt snarere retningsgivende for vurderingen af situationen på en måde, som gerne skal gå hånd i hånd med, hvad der opleves etisk rigtigt. Den retlige konklusion bliver derfor mange gange et kvalificeret bud på det juridisk rigtigste, jf. hvad fx domstolene sandsynligst ville konkludere, og dette bud vil ofte være meget konkret bundet op på den unikke sags omstændigheder.
Autonomi
Det fremgår af principperne, at psykologen skal beskytte (-r) klientens selvstændighed og ret til selvbestemmelse. Dette princip om retten til selvbestemmelse hører blandt de mest centrale, og temaet fylder tilsvarende meget i de cases, som medbringes på kurserne i lovgivning og etik. Princippets mangfoldige muligheder for udmøntning gør det belejligt med noget lidt mere specificeret, alment acceptabel vejledning. Og denne konkretisering af autonomi-princippet har været – og er – en kontinuert opgave for lovgiverne.
Én ting er selv at bestemme over, hvad man vil ”udsættes for” af undersøgelser, behandling og andre tiltag (eller ”interventions-autonomi”), mens noget andet er at bestemme over ens egne informationer (udgangspunktet om fortrolighed og tavshedspligt – informations-autonomi).
Juridisk står man sig trods mange overlap ved opdeling af autonomi-princippet i ovenstående to hovedgrene (se figur 1). Spørgsmålet om selvbestemmelse i forhold til informationer har fyldt meget. Europa-Parlamentets og EU-Rådets forordning 2016/679– også kaldet GDPR – handler i bund og grund om at regulere og afstikke rimelige kompromisser i forhold til selvbestemmelsesretten over egne informationer. Forordningen lægger i vid udstrækning ud til medlemslandene at supplere med nationale regler. Men man vil også opdage, at ”behandling” af personoplysningerne, så længe den er sagligt begrundet i fx løsningen af en psykologfaglig opgave (intervention), som brugeren er indforstået med, ofte kan finde sted uden særskilt samtykke, underskrevne blanketter m.v.
Brugeren formodes i udgangspunktet først og fremmest at ønske relevant informeret selvbestemmelse over, hvad vedkommende udsættes for af tiltag, mens nødvendig, saglig behandling af personoplysninger undervejs kan underforstås at være i orden. Man skal naturligvis kunne henvise til relevante bestemmelser (fx Artikel 6 om almindelige oplysninger, Artikel 9 om særlige oplysninger, eller supplerende nationale, danske regler jf. forordningen) som ”hjemmel” til behandlingen (håndteringen), ligesom eksempelvis dataminimeringsprincippet (Artikel 5, 1, c) kontinuert skal overholdes, men derfra vil behandlingen af oplysninger i udgangspunktet være lovlig. Hvis man er i tvivl, kan man bede om ”samtykke”, som skal kunne dokumenteres (fx skriftligt), og hvis der ikke kan findes hjemmel, er behandlingen ulovlig.
Om behandlingen af personoplysninger i forbindelse med aktindsigt er der givet supplerende, mere specifikke regler i fx Psykologlovens § 14, der som bekendt også efter omstændighederne muliggør begrænsning i forældremyndighedsindehavernes aktindsigt i den mindreåriges oplysninger.
Selvbestemmelsesprincippet gælder som noget meget væsentligt naturligvis også i forhold til selve udredningen, behandlingen og andre tiltag. Her kan vi juridisk ikke bruge GDPR, men må basere os på almindelige retlige principper om selvbestemmelse (jf. frihedens ukrænkelighed ifølge Grundlovens § 71). I reglen handler det i bund og grund om at spørge om lov efter at have sat vedkommende ind i, hvad vedkommende kan give lov til (lidt mekanisk også kaldet indhentelse af ”informeret samtykke”, sammenlign i sundhedsvæsenet Sundhedslovens §§ 15 og 16).
Forældremyndighedsindehavere træffer beslutning på den mindreåriges vegne (§ 2 i Forældreansvarslovens og tilhørende vejledning). Aldersgrænsen for mindreårige er i udgangspunktet 18 år (Forældreansvarslovens § 1a), i sundhedsvæsenet dog 15 år (Sundhedslovens § 17). Sidstnævnte aldersgrænse er tilbøjelig til også at gøre sig gældende i forhold til personoplysninger (se Datatilsynets samtykkevejledning).
Sammenfattende har vi en flerstrenget, indbyrdes supplerende lovgivning, som tilstræber at behandle alle lige og ”operationalisere” det grundlæggende etiske selvbestemmelsesprincip, som det også fremgår af de Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Som sidstnævnte også lægger op til, kan der være situationer, hvor selvbestemmelsesretten må vige for andre, vigtigere ting, såsom principperne om at hjælpe folk i behov og afværge uoprettelig skade. For de situationer er der lavet særlige regler, såsom regler om at behandle sindssyge, som vil slå sig selv eller omgivelserne ihjel (Psykiatrilovens § 12 jf. § 5) og regler om at videregive personens oplysninger (”underrette”) til myndighederne, når et barn udsættes for vold (§ 133 i Barnets lov).
Ansvar, kompetence og integritet
De Nordiske Etiske Principper gør meget ud af psykologens pligt til at sikre et højt kvalifikationsniveau, ansvaret over for klienter m.v., samt pligten til at undgå skadeforvoldelse (såsom misbrug af psykologydelser) og gøre sin rolle klart i forhold til psykologens faglighed og brugeren. Psykologen skal have de rette kompetencer. Dette er der regler for i Psykologlovens bestemmelser om titelbeskyttelse, autorisation og kontrol hermed (kapitel 1 til 1c).
Lovgivningen har et særligt sprogbrug omkring psykologens ansvar for at gøre godt. I psykologloven beskrives nemlig den autoriserede psykologs pligt til at udvise ”omhu og samvittighedsfuldhed” (§ 12), et disciplinært ansvar som ved svigt bl.a. kan påtales af Psykolognævnet. Mange cases fra kurserne i lovgivning og etik eksemplificerer situationer, hvor psykologer sættes under (nogle gange urimeligt) pres i fx ressourcepressede eller til tider dysfunktionelle offentlige organisationer. I disse cases er spørgsmålet ofte, om den udviste psykologfaglighed lever – eller overhovedet har mulighed for at leve – op til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, som det vil kræves i en eventuel disciplinærsag, hvor indsatsen vurderes med mulighed for individuel kritik og udstilling.
Desuden fastholder Psykologloven en anden vigtig brik i sikringen af god psykologfaglig kvalitet og fagets hele integritet. Nemlig pligten til at føre ordnede optegnelser (”journal”; psykologlovens § 14 og tilhørende bekendtgørelse). Der er adskillige gode grunde til at føre journal, såsom at sikre at vigtig information ikke forsvinder, hvis psykologen påkøres af en bus, forhindre undersøgelser i at gentages i det uendelige pga. glemsomhed eller opgaveoverlevering mellem medarbejdere, at forældre og andre kan rekonstruere, hvorfor PPR egentligt rådgav, som det påstås, og måske bare dette at give rum for lidt refleksion, når psykologfaglighed og rationalitet i det seneste tiltag skal formidles for den fremtidige læser. Substantielle oplysninger og psykologfaglige vurderinger, som sandsynligt kan have betydning i brugerens senere forløb, er naturligt omfattet af journalføringspligten.
Afrunding
Det er i det ovenstående forsøgt beskrevet, hvordan lovgivning og etik spiller sammen inden for psykologfaget. De Nordiske Etiske Principper er godt nok at finde særskilt fra lovgivningen, men omdrejningspunktet er fælles. Lovgivningen afgør ofte ikke i sig selv bare spørgsmålene, og jævnligt må flere lovgivninger og modstående principper afvejes indbyrdes. Men juraen kan for det meste komme til hjælp med ledesnore for, hvilken vej kan formodes at være rigtigst at gå, og hvilken vej i udgangspunktet mest sandsynligt kan vinde gehør både juridisk og i en almen etisk diskussion.
