Vores veje krydsedes første gang, da vi begge startede på psykologistudiet ved Københavns Universitet i 2009. Grit havde i årene forinden læst på bacheloruddannelsen på medicin og var derfor nogle år ældre end jeg.
Grit var en skøn person at være omgivet af. Hun havde let til latter og interesserede sig indgående for mennesker og relationerne mellem dem. Hun var sådan et menneske, der gik ind i folk med træsko på.
To ting var sikre, når vi kom til eksamensperioden: at Grit ville opdatere mig på de seneste nyheder fra diverse ugeblade og aviser, og at jeg ville spise væsentligt bedre mad, end jeg ellers gjorde. Begge dele var hun passioneret omkring. Hendes forhold til reality-tv kan bedst beskrives som en hobby, og hun påstod hårdnakket, at skulle man lære noget om menneskelige relationer, så skulle man se Paradise Hotel. Først mange år senere fik jeg endelig set programmet og måtte give hende ret, selvom jeg nu altid mistænkte hende for i hemmelighed også at elske det drama, som fulgte med realitygenren.
Grit var interesseret i og måske endda fascineret af mennesker som var ægte, som var oprigtigt sig selv – og ikke bange for at stikke ud fra normen. Det gjorde hende eminent til at få mennesker til at føle sig accepterede og værdsatte for dem, de var. Denne evne udtrykte hun ikke kun i sit privatliv, men også i sit professionelle virke.
I 13 år var hun tilknyttet fritidsungdomsklubben LAVUK, der er en selvejende institution i København målrettet unge mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Grits arbejde bestod i at være støttepædagog for de unge og hjælpe dem til at deltage i fællesskabet og klubbens tilbud. Her kombinerede hun også sin passion for madlavning ved at arbejde som IOF-lærer i madlavning ved Hovedstadens aftenskole for voksne med et handicap. Grit holdt meget af LAVUK, og hun talte altid med stor begejstring om arbejdet med de unge. Når der var fredagsdisko i klubben, holdt hun af at se de unge danse og famle sig frem i forsøget på at skabe nye møder og forbindelser. Også det kollegiale fællesskab omkring LAVUK var vigtigt for Grit; her fandt hun selv flere varige venskaber og mødte Aslak, der blev hendes ægtemand. Sammen blev de forældre til børnene Le og Anker.
Jeg har tilbragt utallige timer i Grits køkken, hvor hun tryllede gryderetter eller risengrød frem med en sjælden omhu, mens vi knoklede med psykologiens teorier. Vores arbejdsfordeling under eksamenerne var klar; hun rørte i gryden, mens jeg skrev løs på computeren over vores fælles brainstorm. Hvor jeg var hurtig på tasterne, kunne Grit sidde i timevis og genlæse tekster, fundere og udtænke de næste skridt. Hun var ikke bleg for at fortælle, hvis hun mente, at noget var ukorrekt, måtte rettes til eller skrives om. Her kunne hun være meget direkte. Jeg plejer at sige, at vi begge var lige dovne og samtidig lige ambitiøse. Flere gange har jeg måtte ringe hende op om morgenen på afleveringsdagen og overbevise hende om at aflevere opgaven, trods hendes højlydte protester og forslag om reeksamen. Alle gangene fik hun topkarakter.
Grit var musikalsk interesseret og havde bl.a. musik i gymnasiet under sin tid på Aurehøj Gymnasium. Hun var en dygtig sangerinde – men hendes blufærdighed lod mig aldrig høre hendes synge for alvor. Anne Linnets univers havde en særlig plads i hendes hjerte. Hun spillede albummet “Jeg er jo lige her” fra 1988 for mig og fortalte, at “Forårsdag” altid blev spillet til fødselsdage i hendes familie, hvor hun sammen med sin mor og moster spillede klaver og sang. Grit mistede sin mor til kræft, da hun selv var i starten af tyverne. Mens hun sad der i sin lejlighed på Nordre Frihavnsgade og nynnede med på den smukke sang, udstrålede hun en helt særlig ro, der rummede både sorgen, savnet og kærligheden til hendes mor. Herefter har jeg altid tænkt, at hendes lyse sind og hang til latter også var et udtryk for at hun tidligt havde erfaret livets svære sider.
Grit var et menneske, der gjorde sig umage med mennesker. Måske netop derfor var hun en eftertragtet psykolog, da vi blev færdiguddannede i 2017 – for Grits vedkommende efter to barselsperioder. Hun havde allerede under studiet fordybet sig særligt i det neuropsykologiske felt med fokus på udviklings/indlæringsforstyrrelser hos børn og unge. Derfor vidste hun, at hun ville søge mod PPR. Hun var til samtale flere steder, men valgte Helsingørs Børne- og Ungerådgivning ud fra hendes mavefornemmelse. Det kollegiale fællesskab var lige så vigtigt for hende som arbejdsopgaverne, og hun sikrede et arbejdsmiljø præget af gensidig respekt og grin. Grit ringede til mig og fik mig til at også søge en stilling i Helsingør og skæbnen ville, at vi dermed startede i vores første job sammen.
Grit som psykolog var som en fisk i vandet. Hendes relationelle styrke og erfaring fra særligt LAVUK gjorde, at hun med lethed skabte relationer til både de børn og voksne, hun arbejdede med. Særligt forældrearbejdet havde hendes interesse, og Grit formåede virkelig at nå de udsatte forældre, der ellers ikke nærede meget tillid til professionelle. Grit søgte senere til Brønshøj/Vanløse PPR, hvor hun bl.a. drev forældregrupper for sårbare gravide. Som en del af hendes eksterne supervision på vej mod autorisation fordybede Grit sig i testarbejdet i selskab med psykolog Käte From. Her kom hendes ønske om præcision i beskrivelser af børn og unge virkelig til sin ret.
Senere i 2020 blev vi igen kollegaer, da vi begge arbejdede ved dagbehandlingsskolen Sputnik. For Grit betød det mere tid til de terapeutiske forløb med børn og familier, som hun havde flair for, og hvor hun gjorde en stor forskel.
Grits sidste tid var præget af alvorlig sygdom, men samtidig udtrykte hun en fornyet klarhed over livets prioriteringer. Hun virkede rolig og afklaret ved tanken om, at det allervigtigste her i livet er kærligheden til hendes familie og taknemmeligheden over den tid, de havde sammen. Det afspejledes i de sidste ord hun sagde til mig:
– Jeg er så glad for, at du har fundet kærligheden. Jeg håber, du bliver ved med at kæmpe for alt det, der betyder noget. Jeg er med dig og hepper hele vejen.
Kæreste Grit, tak for alt hvad du har givet mig og de mennesker, som du har mødt på din vej. Du er aldrig glemt, altid savnet.
Æret være Grits minde.
Link til mindeindsamling: https://indsamling.sorgcenter.dk/fundraisers/grit-seeman-christensen
Grit Seemann Christensens nærmeste har læst disse mindeord inden udgivelse.