Tidlig manglende respons på antipsykotisk medicin som en prædiktor for ”ikke respons” og manglende remission hos unge med psykose behandlet med aripiprazole eller quetiapine: Resultater fra TEA-forsøget
Dette studie fokuserede på behandling af unge med tidlig episode af psykose. Formålet var at: 1) evaluere om en tidlig manglende respons på antipsykotisk medicin er en prædiktor for ”ikke-respons” og manglende remission, 2) undersøge patient- og sygdomskarakteristika som effektprædiktorer, 3) sammenligne prædiktion af respons på tre forskellige vurderingsskalaer: Positive and Negative Syndrome Scale (PANSS-30) sammenlignet med 6-item PANSS (PANSS-6) og Clinical Global Impressions-Improvement Scale (CGI-I).
Data baserer sig på post-hoc analyser af resultater fra et gennemført 12 ugers dobbelt-blindet randomiseret klinisk forsøg, hvor de to antipsykotiske lægemidler aripiprazole og quetiapine i depotform blev sammenlignet.
Af de oprindeligt 133 randomiserede patienter blev 84 inkluderet i post-hoc analyserne. Resultaterne viste, at tidlig manglende respons prædikterer ”ikke respons” efter 12 ugers behandling samt manglende remission, når dette måles med de to PANSS-skalaer. Resultaterne med CGI-I var mere inkonsistente. Konklusionen var, at man tidligt i forløbet bør overveje at skifte til et andet præparat hos de unge, der med en første-episode-psykose tidligt viser en manglende respons på aripiprazole eller quetiapine i depotform. Resultaterne viste også, at PANSS-6 er en brugbar og klinisk relevant alternativ til PANSS-30, når det gælder at forudse manglende respons/manglende remission.
Pagsberg AK, Krogmann A, Jeppesen P, von Hardenberg L, Klauber DG, Jensen KG, Rudå D, Decara MS, Jepsen JRM, Fagerlund B, Fink-Jensen A, Correll CU, Galling B. Early Antipsychotic Nonresponse as a Predictor of Nonresponse and Nonremission in Adolescents With Psychosis Treated With Aripiprazole or Quetiapine: Results From the TEA Trial. J Am Acad Child Adolesc Psychiatry. 2022 Jan 10:S0890-8567(22)00001-6. doi: 10.1016/j.jaac.2021.11.032. Epub ahead of print. PMID: 35026408.
Forskellige former for psykoterapi til mennesker med borderline personlighedsforstyrrelse: Et fokuseret review og meta-analyse
Denne artikel tager udgangspunkt i et stort Cochrane-review om psykoterapeutisk behandling af mennesker med borderline personlighedsforstyrrelse. Artiklen fokuserer på effekten af selvstændige terapiformer (individuel psykoterapi som enten hovedelementet i terapien eller som én ud af flere terapielementer) eller tillægsterapi (terapi anvendt som et særligt supplement til den individuelle terapi) sammenlignet med mere uspecifikke kontrolinterventioner (forskellige former for standardbehandling, ”treatment as usual” eller venteliste). Disse kontrolinterventioner blev lagt sammen til én samlet kontrolgruppe, da undergruppeanalyser viste ingen forskel mellem disse.
31 randomiserede kliniske forsøg med 1.870 deltagere blev inkluderet. For de selvstændige terapiformer var der en positiv effekt af dialektisk adfærdsterapi på selvskade (standardised mean difference (SMD) -0.54, P = 0.006) og på den psykosociale funktion (SMD -0.51, P = 0.01). For mentaliseringsbaseret psykoterapi var der en positiv effekt på selvskade (RR 0.51, P < 0.0007) og på de selvmordsrelaterede effektmål (risk ratio 0.10, P < 0.0001). Disse resultater bygger alle på evidens af lav kvalitet.
For tillægsterapien var der en positiv effekt af dialektisk adfærdsterapi- færdighedstræning på graden af borderline symptomer (SMD -0.66, P = 0.002) og på den psykosociale funktion (SMD -0.45, P = 0.002). Disse resultater bygger på evidens af moderat kvalitet. Der var desuden en positiv effekt på graden af borderline symptomer i de grupper, der modtog hhv. ”emotion regulation therapy” (mean difference -8.49, P < 0.00001) samt ”systems training for emotional predictability and problem-solving” (SMD -0.48, P = 0.002). Disse resultater bygger alle på evidens af lav kvalitet.
Der ser ud til at være rimelig evidens til at konkludere, at psykoterapeutisk behandling hjælper mennesker med borderline personlighedsforstyrrelse. Replikationsundersøgelser er nødvendige for at øge sikkerheden af data.
Stoffers-Winterling, J., Storebø, O., Kongerslev, M., Faltinsen, E., Todorovac, A., Sedoc Jørgensen, M., . . . Simonsen, E. (2022). Psychotherapies for borderline personality disorder: A focused systematic review and meta-analysis. The British Journal of Psychiatry, 1-15. doi:10.1192/bjp.2021.204
Familieinvolvering i psykoterapi for depression hos børn og unge: Systematisk review og meta-analyse
Dette systematiske review undersøger effekten af forældre/omsorgsgiveres involvering i psykoterapi for depression hos børn og unge sammenlignet med psykoterapi uden disses involvering. Depression hos børn og unge er et stort problem, da det kan være en vedvarende tilstand hos nogen, mens det kommer tilbage i voksenalderen hos andre. Depression opstået i barndommen er forbundet med mere alvorlige og kroniske episoder sammenlignet med depression, som er opstået senere i livet. Psykoterapi for børn med depression er generelt anset som hjælpsomt, men der er også et ønske om at optimere behandlingen. Hertil er involvering af forældre/omsorgsgivere nævnt som en mulighed.
En omfattende søgning blev udført i fem store databaser samt andre kilder. Datascreening og fuldtekstlæsning blev udført af to uafhængige forskere. Meta-analyser blev udført med random-effekt-model og udført i R version 3.6.1. Det primære effektmål var sværhedsgraden af depression hos barnet og den unge. Risiko for bias i de inkluderede studier blev vurderet af to uafhængige forskere ved brug af Cochrane Risk of bias tool 2. I alt blev der inkluderet 19 randomiserede kliniske forsøg, hvoraf det var muligt at inkludere 17 forsøg i meta-analyser. Forskerne fandt en lille, men statistisk signifikant effekt i favør af psykoterapi, hvor familie/omsorgsgivere er involveret i psykoterapien, sammenlignet med psykoterapi uden denne involvering (Cohens´d 0.34, 95% CI 0.07 to 0.60, I2 = 79%). Der var en generel tendens til risiko for bias i de inkluderede studier, hvilket giver en usikkerhed til effektestimatet. Forskerne fandt ingen tegn på publikations-bias hverken i Funnel plot eller i Eggers test. Det er en svaghed ved reviewet, at forskerne ikke vurderede den samlede kvalitet af meta-analysen.
Dippel N, Szota K, Cuijpers P, Christiansen H, Brakemeier EL. Family involvement in psychotherapy for depression in children and adolescents: Systematic review and meta-analysis. Psychol Psychother. 2022 Mar 14. doi: 10.1111/papt.12392. Epub ahead of print. PMID: 35289047.
Indvirkningen af autisme på anoreksi i en 30-års opfølgning
I dette langtidsstudie blev 51 personer med debuterende anoreksi i teenagealderen (48 piger) og en kontrolgruppe med 51 raske personer (48 piger) uden en historie med spiseforstyrrelse fulgt gennem 30 år. Alle blev undersøgt på fem tidspunkter: Første gang da gennemsnitsalderen var 16 år, derefter ved 21, 24, 32, og 44-årsalderen. Disse opfølgningstidspunkter var omkring 6, 10, 18 og 30 år efter, at anoreksisygdommen begyndte hos patientgruppen. Patienterne blev målt på symptomer på anoreksi (vægt, slankekure, kropsopfattelse), psykiatriske symptomer, arbejdsevne og forhold til partner, familie og venner. Det semistrukturerede interviewinstrument Mini International Neuropsychiatric Interview (MINI-6.0) blev brugt til at undersøge for psykiatriske symptomer. Derudover blev spiseforstyrrelsesdomænet i Structured Clinical Interview for DSM-IV (SCID-1) og en checkliste med DSM-5 spiseforstyrrelses-items inkluderet. Endvidere blev The Morgan-Russell outcome assessment schedule (MROAS) anvendt.
Deltagerne i begge grupper blev ved de første fire undersøgelsestidspunkter undersøgt for autisme af en undersøger, som var blindet for gruppestatus. Symptomer på anoreksi var normaliseret ved 30-års opfølgningen, men kun hos dem uden autisme. Psykiatriske symptomer og en negativ holdning til seksualitet var mest udtalt ved 30-års undersøgelsen hos anoreksigruppen, og især hos dem der havde en autismediagnose i tillæg. Anoreksigruppen havde større problemer med personlige, sociale kontakter og med arbejdslivet generelt, resultatet var værre, jo oftere en autismediagnose var blevet tildelt.
Studiet konkluderede, at hos den gruppe patienter, som fik stillet en anoreksidiagnose, var der tredive år efter fortsat problemer med mental sundhed, seksualitet, sociale relationer og arbejdslivet sammenlignet med raske personer. Især tilstedeværelsen af autisme så ud til at være en af hovedårsagerne til, at nogle mennesker med tidlig opstået anoreksi aldrig opnåede et acceptabelt niveau af psykosocial funktion. Blandt dem uden en autismediagnose havde kernesymptomerne på anoreksilidelsen normaliseret sig efter tre årtier.
Nielsen, S., Dobrescu, S.R., Dinkler, L. et al. Effects of autism on 30-year outcome of anorexia nervosa. J Eat Disord 10, 4 (2022). https://doi.org/10.1186/s40337-021-00518-1
