Alt efter hvordan det opgøres, er der i Region Hovedstaden et sted mellem 1.000 og 2.000 retspsykiatriske patienter. På retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans er der 126 sengepladser. Det er derfor ikke svært at regne ud, at de af Region Hovedstadens patienter, der indlægges her, er meget syge. Eller som chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Tine Wøbbe, siger:
– Det er patienter, der er meget sårbare og meget komplekse i forhold til voldsomhed, farlighed og psykiske problemstillinger. De har typisk begået drab, vold, brandstiftelse eller vold med døden til følge.
Det samme har mange af landets farligste kriminelle, der sidder i det lukkede Herstedvester Fængsel. Men til forskel fra disse er alle indlagte på Sct. Hans retspsykiatriske afdeling blevet idømt en behandlingsdom. Det betyder, at de i retten er blevet vurderet til at have været sindssyge i det øjeblik, de begik deres kriminelle handling. Og ifølge dansk lovgivning kan mennesker med sindssygdom ikke straffes med fængsel. Med undtagelse af en mindre gruppe patienter på den retspsykiatriske afdeling på Sct. Hans, der er indlagt midlertidigt med henblik på en mentalundersøgelse, har alle andre her fået en behandlingsdom.
I snart 20 år har Tine Wøbbe haft sin daglige gang på Psykiatrisk Center Sct. Hans – først som ledende psykolog på den retspsykiatriske afdeling og siden 2016 som chefpsykolog for hele centret. Om nogen besidder hun derfor stor viden om retspsykiatriske patienters sindssygdom, og hun har for nylig sammen med kollegaen, retspsykiater Mette Brandt-Christensen, udgivet bogen ”Forbrydelsens sind”. Heri får læseren gennem blandt andet case-interviews et interessant indblik i, hvilke mennesker der gemmer sig bag nogle af de forbrydelser, som vi ofte kun kender fra mediernes overskrifter.
– Med bogen har vi ønsket at formidle de retspsykiatriske patienters historie ved at give dem en stemme, som ingen andre har gjort på samme måde. Vi har ønsket at give både lægmand og fagfolk et mere nuanceret indblik i, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde. Vi har villet gøre det med værdighed og respekt for de medvirkende, men også med respekt for ofrene og deres pårørende. Det har været vigtigt for os ikke på nogen måde at forherlige forbrydelserne, for det, de her mennesker har gjort, er forfærdeligt. Men når man får mulighed for at høre de retspsykiatriske patienters historie, vækker det til eftertanke. For måske kunne det være endt anderledes, hvis der på et tidspunkt var sat en anden komponent ind i ligningen, siger hun.
For langt de fleste retspsykiatriske patienter gælder det, at noget i deres baggrund har været medvirkende til, at de er endt, hvor de er. Mange er vokset op med store svigt og i dysfunktionelle familier og har aldrig fået det, man kalder en almindelig opdragelse. Som Tine Wøbbe siger:
– Hvis man som fireårig bliver taget med ud i skoven for at lære at samle de svampe, som man bliver bedst skæv af, hvordan skal man så vokse op med et normalt verdensbillede?
Det er dog ikke altid, at sindssygdom kan forklares med dårlige opvækstbetingelser og baggrund. Der er også patienter, der er vokset op i stabile og kærlige familier, men som alligevel har udviklet skizofreni i 17-18-årsalderen. Måske accelereret af, at de fik de forkerte venner, eller fordi de begyndte at eksperimentere med stoffer. Det er dog de færreste i regi af retspsykiatrien, som ikke har en eller anden form for belastet baggrund, understreger Tine Wøbbe.
Netop skizofreni og oftest paranoid skizofreni er den lidelse, som langt de fleste retspsykiatriske patienter er diagnosticeret med. De kan imidlertid også have andre diagnoser, og komorbiditet er ingen sjældenhed. OCD, angst, PTSD og ADHD er nogle af de lidelser, som også kan have spillet en rolle i forhold til den eller de forbrydelser, de har begået. Fordi de indlagte lider af alvorlig sindssygdom, er medicin en væsentlig del af behandlingen på Psykiatrisk Center Sct. Hans’ retspsykiatriske afdeling, fortæller Tine Wøbbe.
– Det er meget få patienter, vi kan nå uden medicin. Så for at være ansat her skal man ikke være medicinforskrækket. Og fordi mange er så svært psykotiske – de fleste er også kognitivt skadede – så er det ikke traditionel psykoterapi, vi anvender mest her. Det handler ofte meget om at forsøge at motivere patienterne til at være modtagelige for miljøterapi. Hvis man er produktivt psykotisk, så er det mest støttende samtaler, vi benytter os af. Herigennem får vi løbende adgang til patientens indre psykiske liv, siger hun.
Det sker også, at Tine Wøbbe er med til at revurdere patienter diagnostisk. Hvis en patient har været i systemet i mange år med diagnosen paranoid skizofreni, kan vedkommende godt have fået diagnosen uberettiget, og det kan blive besluttet at begynde helt forfra med en vurdering af personen for at se, om der kunne være givet en forkert diagnose.
– Det kan for eksempel godt vise sig, at vi i psykologgruppen finder ud af, at den patient, der for 20 år siden fik diagnosen paranoid skizofren – eventuelt på et noget hurtigt vurderet grundlag – i virkeligheden har en lidelse inden for autismespektret. En person med Aspergers Syndrom kan f.eks. være meget rigid og sort-hvid i sin tænkning, ligesom autistiske sammenbrud fejlagtigt kan være blevet tolket som skizofreni i form af ’psykotiske gennembrud’/psykoseproblematik. Når så en ny tilbundsgående undersøgelse viser, at der er tale om, at vedkommende har en grundlæggende udviklingsforstyrrelse, så er det jo ikke mærkeligt, at den antipsykotiske medicin ikke har virket efter hensigten, siger hun.
På retspsykiatriske afdelinger har overlægen det overordnede behandlingsansvar. Men på Psykiatrisk Center Sct. Hans er arbejdet med patienterne båret af en høj grad af tværfaglighed. Det betyder blandt andet, at det ikke kun er psykologerne, der har samtaler med patienterne. Det kan lige så vel være ansatte fra andre faggrupper. Men psykologen har det overordnede ansvar for de tests, der skal udføres på patienterne og for samtaleterapien.
– Vi er både læger, ergoterapeuter, socialrådgivere og psykologer, som alle ser på, hvad vi kan gøre i forhold til den enkelte patient. Vi laver kontinuerligt revurderinger og skal hele tiden tage stilling til, hvordan det går med den enkelte patient, så man ikke bare risikerer at være indlagt unødvendigt i årevis, siger Tine Wøbbe.
En gang om året skal der afgives en erklæring til Statsadvokaten, hvori overlægen vurderer, om der skal anbefales en domsændring eller ej. Det er dog altid dommeren og dermed juraen, der i sidste ende træffer afgørelsen. Det sker, at Tine Wøbbe og hendes kollegaer mener, at tiden er inde til at lempe på forholdene for en patient, men at dette ikke stadfæstes efterfølgende, når det forelægges en dommer.
Det specielle ved retspsykiatrien er, at her skal lovens ord efterleves og den psykiatriske behandling varetages på en og samme tid. Det har Tine Wøbbe efter mange år i faget et godt blik for, men det kan være svært for udefrakommende at forstå samspillet mellem de to hensyn.
– Der står i vores formålsbetingelser, at vi skal forebygge ligeartet kriminalitet, og at dette kommer før den psykiatriske behandling. Det betyder dog ikke, at det er sådan i praksis – vi har vores fokus på psykiatrien og behandlingen. Men overordnet kan man sige, at en retspsykologs arbejde er meget præget af, at vi vedvarende skal vurdere patienters risiko for tilbagefald til vold og fornyet kriminalitet, siger hun.
Alle patienters voldsrisiko vurderes ved hvert vagtskifte på afdelingen – det vil sige tre gange i døgnet – ligesom der også altid foretages efterregistreringer, hvis der har været voldsomme episoder. På den lange bane bestræber Tine Wøbbe og hendes kollegaer sig på at analysere sig frem til, om der kan være mønstre i den enkelte patients udadreagerende adfærd.
– Måske kan der peges på en trigger. Er det ofte, når der har været en mor på besøg, det går galt? Er det altid om mandagen, når det faste personale ikke har været på arbejde i weekenden? Der kan være mange årsager, men når det registreres, kan vi på lang sigt ofte finde et mønster. Er der ikke noget mønster, er det også vigtigt, at vi ved det. For når vi udskriver til et bosted eksempelvis, så er det vigtigt, at personalet ved, om personen typisk tænder af uden forvarsel, eller om de kan gøre bestemte indsatser for at forebygge, fortæller hun.
Et af de tiltag, Tine Wøbbe har været med til at opfinde og indføre på Sct. Hans, er en såkaldt udskrivelsesrisikovurdering, som psykologerne foretager og formidler, hver gang en patient udskrives.
– Vi har gjort det i syv-otte år nu, og vi begyndte på det, fordi det blev tydeligt for os, at vi sad med en masse viden, som aldrig kom videre. Viden, som kan være rigtig nyttig at have på bostederne og i kommunerne. Der har for eksempel været ulykkelige sager på flere bosteder, hvor personale er blevet overfaldet og endda dræbt. Den slags håber jeg, at udskrivningsvurderinger måske kan være med til at forebygge. På bostederne har de jo ikke lov til at bruge tvang, som vi må på hospitalet. Så jeg håber, at det er noget, der vil sprede sig til andre retspsykiatriske afdelinger også, siger hun.
Miljøterapi spiller en stor rolle i behandlingsindsatsen på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Den går blandt andet ud på at få tilrettelagt hverdagene individuelt for patienterne. Nogle kan klare at have mange faste opgaver om dagen, andre kun få. Faste opgaver kan for eksempel være at møde op til morgenmad på et fast tidspunkt hver dag, huske samtalen med en kontaktperson eller træne. Men miljøterapi kan også være at tage den indlagtes ønsker og ord for pålydende.
Tine Wøbbe giver et eksempel:
– Det kan være en virkelig dårligt fungerende patient, der ikke kan se formålet med at stå op om morgenen og dække bord. Måske spørger vi ham: Jamen, hvad vil du egentlig gerne? Så siger han, at han gerne vil være arkitekt. Han er gået ud af skolen i 7. klasse og stærkt ordblind, og vi ved godt, at den drøm er meget langt væk. Men vi skal ikke slukke drømme her. Så i stedet griber vi den og spørger ham, hvad der skal til for, at han kan blive det. Han ved, at han skal have en arkitektuddannelse, men vi fortæller ham, at det også er nødvendigt med noget mere skole først, siger hun og fortsætter:
– Og hvis man skal møde i skole om morgenen, så skal man også kunne stå op og dække morgenbord. På den måde kan vi, hvis vi er dygtige nok, få patienten til at forstå, at han ikke skal dække morgenbord hver morgen, fordi han er ’vores slave’, eller fordi vi ’ikke gider gøre det selv’, men fordi, det er en del af vejen til et større mål. Nogle gange lykkes vi med den slags, og så kan jeg selvfølgelig godt sidde og tænke, at det er temmelig usandsynligt, at vedkommende nogensinde bliver arkitekt. Men jeg skal ikke tage drømmene fra ham – og hvis han kan få en 9. klasses eksamen, er det også flot.
Selvom Tine Wøbbe ved alt om, hvilke frygtelige forbrydelser hendes patienter har begået, har hun stadig håb på deres vegne. Hun ved, at der vil være nogle blandt dem, som formentlig kommer til at være indlagt til den dag, de dør. Men for andre gælder det, at de kan udsluses til et bosted eller måske en lejlighed, hvis det går rigtig godt.
I gennemsnit er patienterne indlagt fem år – nogle trækker gennemsnittet gevaldigt op, fordi de har været der rigtig mange år, mens der også er nogle, der kun er der et halvt års tid. Men uanset hvor syge de er, eller hvor frygtelig en forbrydelse, de har begået, nærer hun ikke afsky for dem.
– Der er altid sager, man aldrig glemmer, og der er også patienter, der kommer mere ind under huden end andre. Fordi de er så sårbare, har jeg dog altid empati med dem. Jeg ser dem jo også, når de ikke længere er psykotiske, og når de bliver klar over, at de har slået deres børn ihjel eller gjort noget andet forfærdeligt. At skulle samle sådan et menneske op, hvor psykosen har haft overtaget og determineret handlingen – en handling, de sikkert ikke havde gjort, hvis ikke de var sindssyge, det gør noget ved en. Jeg tror, jeg kan være i det, fordi det er mennesker, der er så syge, og fordi jeg har set deres forpinthed gennem lang tid. Jeg tror, at det ville være sværere for mig at være psykolog i et fængsel, hvor de indsatte – i hvert fald på papiret – har begået deres forbrydelser med forsæt, siger Tine Wøbbe.
Efter knap 20 år i retspsykiatrien har Tine Wøbbe et klart billede af, hvad hun synes, der fungerer godt, og hvad hun ønsker forbedret. På den positive side tæller blandt andet det faktum, at man har god tid til patienterne på den retspsykiatriske afdeling. Patienterne er indlagt længe, og man når at lære dem godt at kende, hvilket står i kontrast til det, hun hører fra sine kollegaer i den almene sengepsykiatri.
Til gengæld mener hun, at antallet af retspsykiatriske patienter er alt for højt, og hun kunne godt tænke sig, at man gjorde mere for at forebygge.
– Jeg kunne godt ønske mig, at man var mere opmærksom i de tidlige år. Havde nogen været mere opmærksomme på vores patienter på et tidligt tidspunkt, ville man kunne have gjort noget, inden det var gået så galt. Ikke for dem allesammen – for vi vil altid have sindssygdom, og menneskelig adfærd er ikke til at forudse – men for nogle af dem. Det vil kræve mere oplysning og mere viden om, hvornår der er brug for særlige indsatser. Opgraderede vi på det område, er jeg sikker på, at vi ville stå med færre farlige patienter og ulykkelige hændelser, siger hun.
Slutteligt bemærker Tine Wøbbe, at noget af det, hun er særdeles tilfreds med på netop det sted, hun er ansat, er samarbejdet med de andre faggrupper. Også psykiaterne.
– Vi kan noget forskelligt som henholdsvis psykiater og psykolog. Derfor er det ærgerligt, at der ofte er fokus på spliden mellem de to faggrupper. Jeg er i den forbindelse også glad for, at psykiater Mette Brandt-Christensen og jeg med bogen ”Forbrydelsens sind” kan vise, at det er muligt at have et godt samarbejde. Vi har ikke travlt med at overtage hinandens spotlight, og jeg er på vores faggruppes vegne stolt over at kunne vise resten af dansk psykiatri, hvordan vi går hånd i hånd. Det håber jeg, at man generelt i psykiatrien vil blive meget bedre til, siger Tine Wøbbe.
