Fagkronikken er udtryk for skribenternes egne erfaringer og holdninger.
Det er tid til at forstå og behandle angst hos børn og unge på en ny måde.
Vores mange års erfaringer med det manualbaserede programs begrænsninger, bl.a. tidskrævende udvælgelsesprocesser og individfokuserede løsninger, fik os til at stoppe op og genoverveje, hvordan vi inden for vores kommunale ramme kunne skabe et tilbud, der kunne tilpasses langt flere børn og unge. Vi ønskede at lave et modtræk til den herskende tendens til at individualisere psykisk mistrivsel. Særligt fordi vi i PPR-arbejdet ofte mødte børnene fra Cool Kids igen, når de i årene efter viste problemerne på nye måder.
Mange af dem havde nu ikke længere ”bare” angst – de havde også en opfattelse af at være så syge, at ikke engang intensiv behandling havde hjulpet dem. Værst af alt havde nogle opfattelsen af ikke at have øvet eller kæmpet hårdt nok.
Vores indsats er nu tre år gammel, og vores erfaringer viser tydeligt, at der bag ethvert angstsymptom ligger en historie, som vi i fællesskab skal lære noget af. Vi ønsker at forstå vores børn og unge som whistleblowers, der sætter noget vigtigt på dagsordenen til gavn for os alle.
Familierne har ofte erfaringer med ”nogen som os”, når vi møder dem første gang. Vi husker Annas mor, som sagde: Det var som om, vi aldrig nåede ind til kernen tidligere. De havde netop afsluttet et kognitiv adfærdsterapeutisk samtaleforløb, men Anna havde en oplevelse af, at de gamle ritualer blot blev erstattet af nogle nye. Havde man vurderet forløbets effekt ud fra de eksisterende ritualers niveau, var det måske blevet kaldt en succes. Men Anna var ikke i trivsel, og nye symptomer var opstået.
I Sammen om Angst tager vi også børnenes symptomer alvorligt, men vi forholder os på en anden måde. Med angstsymptomer forsøger børnene at kommunikere noget, som skal forstås af nogen. Spørgsmålet er hvad?
I arbejdshæftet til Chilled Program fra 2006 står der: Når alt kommer til alt, er det ikke så vigtigt at vide, hvad der er grunden til din angst. I Sammen om Angst interesserer vi os derimod altoverskyggende for, hvorfor angsten er kommet ind i familiens liv, fordi alle vores erfaringer og en bred vifte af forskning inden for bl.a. systemisk, narrativ og dynamisk psykologi peger på, at vi netop dér, i sammenhængene og forståelsen af symptomernes funktion, finder ændrings- og udviklingspotentialerne.
Indsatsen
Vores tilbud er et afgrænset forløb, der henvender sig til alle familier med børn og unge fra 0. til 10. klasse, der oplever angstsymptomer i en sådan grad, at de føler sig begrænsede heraf. Vi møder familierne op til seks gange i alt, dels gennem familiesamtaler, samlinger og et afsluttende netværksmøde på skolen, hvor barnet deltager, samt PPR-psykologen på skolen, da de fortsætter processen med at bringe barnet i trivsel og udvikling.
Ritualerne havde en vigtig funktion
Anna fortalte, hvordan hendes tvangshandlinger dominerede hele familiens hverdag og hæmmede hendes skolegang. Hun samlede på ting, så hendes værelse lignede et ”bombet lokum”, og hun tog billeder af alt på sin vej, så hun kunne fastholde det i hukommelsen og dele det med sin mor. Ritualerne krævede både tid og energi. Da vi sammen undersøgte familiens historie, så vi, at de havde mange oplevelser, hvor det havde været svært at give slip. Annas ritualer var opstået i kaosset omkring forældrenes skilsmisse for mange år siden. Forældrene fik øje på, at ritualerne havde været en måde at skabe kontrol og kontinuitet i kaosset.
Temaet omkring at sige farvel og give slip havde levet i årevis. Livet som skilsmisseforældre med delebarn havde gjort ondt, og afleveringerne mellem de to hjem havde sat deres spor og gjorde det fortsat. På den måde gav Annas symptomer mening. Ikke blot hvorfor de var kommet, men i høj grad også deres udtryk og formål.
De nye forståelser skabte nye forbindelser i familien, og de fik blik for, at løsningerne lå i samspillet mellem dem. Helt konkret aftalte de at forsøge at skabe mere tid og ro, når de svære følelser kom på besøg. Anna fik større medbestemmelse i at kunne besøge sine forældre, når savnet blev stort. Forældrene ville samarbejde mere om en sammenhængende hverdag med plads til medbestemmelse. På den måde gik de fra at have behov for kontrol til at få medbestemmelse. Og angstsymptomerne? De blev færre.
Nøglen lå i familiens historie
Emma oplevede i løbet af 6. klasse tiltagende panikangstlignende symptomer. Ofte var symptomerne så overvældende, at hun måtte forlade undervisningen. Emma havde mange bekymringstanker om sygdom og død. Familien måtte ofte konsultere lægen, eftersom Emma var overbevist om, at hun fejlede noget alvorligt. Efter utallige lægebesøg havde familien indset, at Emma havde behov for hjælp. Hun fik af en privatpraktiserende psykiater stillet diagnosen ”DF413 Angsttilstand, anden blandet” og var blevet tilbudt et individuelt adfærdsterapeutisk samtaleforløb, som desværre kun havde begrænset effekt.
I Sammen om Angst satte vi ”kampen” mod sygdommen på pause for en stund og hjalp hinanden med at forstå. Da vi zoomede ud og væk fra angstsymptomerne og spurgte ind til familiens erfaringer med angst, viste det sig, at angsten havde levet i deres familie i mange år. Mor havde mistet sin søster som 12-årig, og siden da havde mor og mormor været præget af angst. Mor fortalte, at de i forbindelse med søsterens død havde fået besked fra lægen om, at hvis blot de havde reageret på søsterens symptomer noget før, så havde hun stadig levet i dag. Pludselig gav det hele mening. Angsten havde en yderst vigtig funktion i familien. Gennem overopmærksomhed sikrede de sig ikke at overse symptomer, der kunne medføre død. Familien passede derfor på hinanden gennem vagtsomhed og hyppige besøg ved lægen. Det hele blev gjort i kærlighed.
Familiens fælles opgave blev fremadrettet at finde balance i omsorgen. Gradvist fik de nye erfaringer med at slippe angsten igen og en styrket tro på, at Emma kunne mestre mange ting på egen hånd. Vi så, at når mor gav plads, så foldede Emma sig ud og løsrev sig fra hjemmets bekymringer.
Betydningen af organisatorisk samarbejde
Angsten kan udvikle sig i samspillet mellem familiemedlemmer som i eksemplerne ovenfor, men vi har ligeledes erfaringer med sociale faktorer i skolerne, hvor mange børn oplever utrygge klassemiljøer, samt biologiske faktorer, eller prædispositioner til psykiske lidelser. Psykisk lidelse og trivsel forstås i lyset af den gensidige forbundethed mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Sammen om Angst er i Viborg Kommune placeret i psykologteamet med PPR-funktion. Vores organisatoriske kendskab har vist sig vigtigt, fordi vi kan bidrage til forståelse for hinandens muligheder og begrænsninger på tværs af sektorer, ligesom det giver os mulighed for at rådgive praksisnært på skolerne.
Vi håber med denne fagkronik at invitere jer alle op til dans. Vi håber, at vores forståelse af angst vil skabe mindre individfokus, mindre sygeliggørelse og en oplevelse af større kompetence hos børn, forældre og fagpersoner i skolerne og kommunerne. Hvis et barn viser angstsymptomer, så kig omkring barnet og spørg jer selv: ”Hvad er det, vi skal forstå?”
Der er indhentet samtykke til at dele familiernes historie. I eksemplerne med Anna og Emma er der anvendt dæknavne.
