Som psykologistuderende, der gerne ville skrive speciale om udtrapning af psykofarmaka, undrede jeg mig over den måde, min idé ofte blev mødt på af mine fagfæller og vejledere på universitetet: Det er jo lægernes område, Anders? Det er ikke psykologfaglig viden.
Det undrede mig, at man så ukritisk kunne afhænde så stort et emne som det at tage – og holde op med at tage – medicin for sin psykiske lidelse til en anden faggruppe.
I dag – otte år, et speciale (om udtrapning), en ph.d.-grad i psykiatri og en bogudgivelse senere – møder jeg af og til stadig samme indstilling, og min undren over de skarpe faggrænser er ikke blevet mindre.
Især bogudgivelsen i år fik bølgerne til at gå højt i visse fagkredse. Ikke så meget om bogens indhold eller den forskning fra min ph.d., der ligger bag, men om hvorvidt en psykolog nu måtte have en mening om psykofarmaka og udtrapning. Jeg krydser faggrænser og træder over på psykiatriens felt, måtte jeg forstå. Men jeg synes, det er omvendt. At psykiatrien træder over på mit felt med dens medicinering og diagnosticering af følelseslivet, psyken, tankerne og den adfærd, vi mennesker kan havne i for at håndtere livet.
Lad mig forklare:
Først må vi forstå, hvad psykofarmaka er, og hvordan det virker. Det er heldigvis ikke så komplekst. Psykofarmaka er fællesbetegnelsen for den medicin, der bruges ved psykisk lidelse. Fællesnævneren på tværs af præparater og medicintyper er, at pillerne er syntetiseret i laboratorier til – som det hedder – at penetrere blod-hjerne-barrieren, finde ind i hjernens blodbaner og dér skrue op eller ned for forskellige signalstoffer som serotonin, dopamin, histamin og noradrenalin.
Det er disse ændringer i hjernekemien, vi oplever som forskellige ændringer i sindstilstanden og kroppen, herunder følelseslivet, tankeaktiviteten og bevidstheden. Per definition hører psykofarmaka således til under kategorien psykoaktive substanser, defineret bredt som substanser, som, når de indtages, påvirker mentale processer som opfattelse, bevidsthed, kognition eller humør og følelser, eller ifølge ordbogen blot som kan påvirke menneskets hjerne, sindsstemning og adfærd – om stof eller narkotikum. Altså, psykologiens genstandsfelt.
Det skal understreges, at psykofarmakas virkninger ikke er specifikke for mennesker i psykisk lidelse: Alle mennesker, der indtager medicinen – eller stoffet – vil få en effekt. Eventuelle gavnlige effekter ved at være på medicinen skyldes selve det at være i den ændrede sinds- og kropstilstand, hvis denne af personen i lidelse foretrækkes over de symptomer og tilstande, den måtte dækker over. Medicinen fjerner ikke noget. Den lægger en anden tilstand ovenpå.
Man skal ikke vide meget om psykisk lidelse for at forstå, at alt, der kan dæmpe smerten, berolige kroppen og slukke tankemylderet, vil føles attraktivt. Men man skal heller ikke vide meget om psykisk lidelse for at forstå, at det på langt sigt kan blive en del af problemet, hvis følelseslivet er dæmpet, kropskontakten afskåret, tankeaktiviteten hæmmet og kontroloplevelsen outsourcet til noget uden for en selv. Den måde at løse problemer på kan i sig selv blive problematisk – uagtet hvor umiddelbart rart det måtte føles undervejs.
Princippet er som sådan ikke anderledes end for smertestillende medicin mod fysiske smerter. Ved psykisk lidelse er det bare tankerne og følelserne, og ikke vævet, der gør ondt. Man må forstå, at psykofarmakas virkning er ganske uspecifik. Det er ikke sådan, at de forskellige præparater – til trods for, at vi kalder dem antidepressiva, antipsykotika og stemningsstabiliserende – med kirurgisk præcision går ind og fjerner lige præcis depressionen, angsten, psykosen eller manien. De dæmper alt muligt. Ofte også det man ikke ønsker dæmpet.
Der er noget paradoksalt i, at emotioner per definition opstår i os, når noget er vigtigt for os, samtidig med, at den vel nok mest udbredte behandlingsform for psykisk lidelse er piller, som på forskellig vis netop dæmper, modificerer og skaber afstand til følelseslivet. Mange oplever, at medicinen kan dæmpe det følelsesmæssige ubehag og tankemylder, der netop opleves ukontrollerbart, overvældende og måske uforståeligt, når man er i psykisk lidelse.
Men hvordan ved vi, om vi i processen kommer til at dæmpe noget, der faktisk var relevant – men bare ubehageligt – at mærke, og derved fjerner os yderligere fra løsningen sammen med de mennesker, vi hjælper? Og er vi nu sikre på, at vi oprigtigt hjælper mennesker ved at hjælpe dem til at mærke mindre?
Der kommer intet bud på et svar i dette skriv, men blot en appel til, om ikke vi nok kunne tage spørgsmålet om psykologiens og psykiatriens faggrænser op?
Og der er brug for det.
Da bølgerne gik højest, kom anklager om politianmeldelse og regulært kvaksalveri på tale, som er en lov, der forbyder uautoriseret lægegerning og omgang med medicin. Da vi på forlaget efterfølgende imødekom kritikken og inviterede de pågældende psykiatere til at deltage i et offentligt debatarrangement, blev der pludselig helt stille. Så hvad i bogen, der gav anledning til anklage om kvaksalveri, fandt vi aldrig ud af, så den del kommer vi nok ikke nærmere her. Det må blot konstateres, at (dele af) feltet bed fra sig.
Og nu vi er ved konceptet kvaksalveri. Hvor er egentlig den ”psykologiske kvaksalverlov” henne? Loven, som forbyder uautoriseret og sygeliggørende intervention i menneskers følelsesliv, traumereaktioner og psyke? Den vil jeg gerne have en debat om. Ikke kun om selve medicineringen af psyken og selve idéen om langvarig kemisk følelsesregulering, men også den klassiske lægefaglige, diagnostiske måde at møde et menneske i lidelse på. En tilgang, som fungerer glimrende i somatikken, men måske mindre glimrende, når lidelsen er psykisk og symptomerne adfærd.
Jamen diagnoserne er jo bare vores interne arbejdsredskaber, hører jeg ofte fra nogle psykiatere i debatten (og begrædeligt også fra stadig flere psykologer i feltet) – et udsagn, som vidner om et alarmerende begrænset kendskab til den menneskelige psykologi. Selvfølgelig gør det noget ved et menneske at blive mødt med tjeklister, fejlfinding, kassetænkning, fortællingen om psykisk lidelse som sygdom og den dertilhørende jagt på symptomer (medmindre selvfølgelig man har bedt om det, men det er en anden snak). Noget, som hvis jeg havde mere spalteplads, kunne argumenteres for at bryde med adskillige psykologiske koncepter for vedvarende bedring.
For mens den fagprofessionelle har travlt med at stille diagnosen, angiveligt for så at kunne give den rette behandling og tilsvarende pakkeforløb, hører man stadig flere patienter stille sig frem i debatten og fortælle, at de først rigtig blev syge, da de blev mødt som – ja – patienter, som var syge; da deres reaktioner på livet blev til symptomer og deres måder at have det på forkerte. Hvor er debatten om den måde at gøre skade på? Her synes at være frit slag, og det accepterer vi bare.
Jeg skriver denne fagkronik i P, fordi det ikke er ligegyldigt, hvor og hvordan vi afgrænser vores felt. Det gælder både, hvad vi afskriver som ”ikke vores”, og hvornår vi som fagstand reagerer eller ikke får reageret på andres indtræden i vores. De ved en masse om medicin, men vi ved noget om følelsesregulering, og hvis medicin er følelsesregulering, er medicin også psykologi.
Mit speciale, i øvrigt, udløste et 7-tal grundet ”manglende forståelse for psykofarmakas virkemekanismer”, eftersom jeg anskuede medicinen som en emotionsreguleringsstrategi, hvilket jeg i øvrigt har holdt fast i siden og nu udfolder over flere kapitler i bogen. For altså, se lige definitionen: Processer, hvorved individer påvirker, hvilke følelser de har, hvornår de har dem, og hvordan de oplever og udtrykker disse følelser eller Handlinger foretaget af en person for at ændre følelser eller øge eller mindske deres intensitet. Det er da det, medicin mod psykisk lidelse gør, og i så fald befinder vi os på psykologiens domæne. Det handler ikke om, hvorvidt medicinen virker eller ikke virker, men om hvordan den virker, når den virker.
Det er min oplevelse, at mange psykologer faktisk hungrer efter mere viden om den medicin, mange af deres klienter tager sideløbende med psykoterapien, og som jo kan påvirke de tanker og følelser, man forsøger at arbejde med i terapien.
Så lad os komme ind i kampen.
Vi må godt, og vi kan godt.
